Efter de hyggelige omgivelser på OK Vinstue måtte vi tilbage til en traditionel grillbar. Vi ville også gerne søge lidt uden for centrum for at finde ud af, om der ligefrem kan være tale om regionale forskelle i opbygningen af så gammel og legendarisk en ret (grønlangkål laves jo f.eks. også forskelligt fra sogn til sogn, så hvorfor ikke en bøfsandwich). Valget faldt derfor på Maxi Grill i Vejgaard, berømt i hele bydelen for sit omfattende repertoire af fedtdryppende grillspecialiteter. De måtte bestemt kunne banke op i en god gammeldags bøfsandwich. Torsdag d. 7. marts var dagen hvor det skulle undersøges.
Så efter at have forceret talrige bakker på vores cykler (forbandet være de vikinger, der grundlagde Aalborg i et kuperet terræn...) og en kortvarig baksen med en defekt dør, trådte vi indenfor i grillen. Her blev vi mødt af en typisk dansk grillbars farvestrålende interieur, Coca Cola-reklamer og et tilstødende 'spillemiljø', hvor en enlig, ugidelig herre nærmest apatisk sad og trykkede på en spillemaskine.
Bag disken tøffede ikke én men to unge grillprinsesser rundt og tilberedte Vejgaard-folkets forudbestilte retter. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vil vædde med, at mindst en af dem hed Heidi... De to pigebørn havde også travlt med ganske indiskret at diskutere venner, veninder, kærester og andre godtfolk, men ind imellem dette havde den ene dog tid til at tage imod vores ordre: To BS á 37 kr., en cola til mig og en danskvand uden citrus til Jakob.
Derefter fandt vi et bord i hjørnet af lokalet. Det var placeret så vi kunne nyde både cigaretrøgen fra spillelokalet og grillduften fra fedt-orgelet bag disken. Joh, alt var som det skulle være. Efter små 10 minutter blev vores mad uden et ord sat på disken, og vi bragte de to sandwiches til vores pladser.
Ved første øjekast så alt jo ud til at være i orden. En velvoksen bolle overdrysset med løg, placeret i en rigelig mængde brun sovs, og surt 'on the side'. Det så fint nok ud, net uden at være prangende. 8 for den disciplin.
Sovseprøven afslørede, at vi her muligvis havde med en hjemmelavet sovs at gøre. Der var i hvert fald ingen spor af Knorr-terninger. Til gengæld var der heller ikke så mange andre spor af noget som helst i sovsen, som fremstod noget køns- og smagløs, hvilket indbragte den et 7-tal.
Første knivstik i bollen afslørede det evigt tilbagevendende problem: En underristet bolle, som er bukket under for det omfattende sovseangreb. Blød og lidt svampet, men dog frisk og af den rette størrelse, så en 8'er til den.
Bøffen var lidt et kapitel for sig, for den var faktisk ret skuffende. Kontrasten til OK's hjemmeklaskede lækker-bøf var nærmest larmende. Det stod hurtigt klart, at vi havde med et metervare-produkt at gøre. Industriens og samlebåndets uægte barn... Bøffen var ganske vist temmelig stor og tyk, men smagte af det rene ingenting, og så var den både fast og sej. Dette dominerede det meste af smagsoplevelsen i hele sandwichen. Jeg er ked af det, Jakob. Jeg ved, vi snakkede om et 6-tal, men jeg bliver nødt til at brændemærke dette stykke underpræsterende okse med en 5'er...
Tilbehøret var helt ok. Syltede agurker og rødbeder ved siden af, som vi så godt kan lide. Ketchup og remoulade var fint afstemt inde i bollen. Jakob blev ved med at snakke om ketchup-smagen, så jeg tror den ramte rigtigt. Rå løg indeni og ristede udenpå. Fair nok. 8 for tilbehør.
Det gav følgende score:
- 8 for præsentation og udseende
- 7 for sovs
- 8 for bolle
- 5 for bøf
- 8 for tilbehør
Samlet karakter: 7,2. En BS på Maxi Grill er fin nok til at få stillet sulten. Men det er sådan lidt som at få et kræmmerhus uden is. Det kan spises, men der mangler lissom noget. Oplevelsen var mest af alt skuldertræk-fremkaldende, og de to grillprinsessers noget upersonlige og livstrætte fremtoning gjorde ikke sagen bedre. Tag på Maxi Grill hvis du er i nabolaget og sulten rammer dig, men forvent ingen mirakler. Regionale forskelle? Jo, hvis middelmådighed og ligegyldighed er et differentieringsparameter...
Vi håber på bedre tider det næste sted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar