Star Wars Kid

I den seneste tid har min blog vist båret præg af ting af mere eller mindre lødig karakter. Jeg føler mig nok bare en smule underlødig for tiden... Bær over med mig. Jeg bliver nok snart bitter igen.

Nå men for at fortsætte stilen, så synes jeg min blog fortjener et indlæg om "the Star Wars Kid", inspireret af nyheden om, at denne kosteskaftssvingende knægt er blevet internettets video-fænomen nummer 1 med utrolige 900 millioner visninger siden 2003. For at sætte det endnu mere i perspektiv betyder det, at hvis internetbrugerne havde betalt bare $1 pr. visning, ville filmstumpen være på top 10 over de mest indtjenende film i historien. Ikke dårligt. Historien om Star Wars Kid er interessant og fortæller en ting eller to om såkaldt viral spredning - og selvfølgelig om en kanadisk high school-drengs ufrivillige skæbne.

Hvis klippet endnu ikke har nået din indbakke på jobbet, i skolen eller derhjemme, så skal du selvfølgelig trykke play ovenfor. Derefter anbefaler jeg, at du ser ét af de modificerede klip, lavet af folk med for meget tid mellem hænderne.

Det er go' lir.

Opstanden fra de døde...

Det lykkedes! TV-linket er tilbage. Større og bedre end nogensinde.

God bless us all!

Hvil i fred...

Det er en sørgelig tid...

Det elskede TV-link er væk... igen... Vil det genopstå som før, eller var det virkelig dét? Det må det ikke være.

Au revoir, but not goodbye...

Rodefanden

Min lejlighed er hjemsøgt...

Ikke af spøgelser, poltergeister eller bankeånder (håber jeg da), men af et mindst lige så slemt væsen.

Jeg kalder ham Rodefanden, men der findes sikkert andre navne, for jeg tvivler på, jeg er den eneste, der oplever dette fænomen.

Rodefanden har specialiseret sig - ja, finder ligefrem nydelse - i at få ens hjem til at se så rodet, beskidt og uorganiseret ud som muligt. Lige så snart, man forlader hjemmet, tager et hvil på sofaen, eller blot vender ryggen til, så er Rodefanden ikke sen til at gribe chancen og smide noget tøj over en stol, gøre en gryde eller tallerken snavset og stille den i håndvasken, eller kaste nullermænd i hjørnerne.

Og Rodefanden er dygtig. Så dygtig, at han også kan arbejde, selvom man er til stede! Og han ved, hvornår man er mindst oplagt til rod og skidt. Den skadefro djævel... F.eks. når man har tømmermænd. Man ligger på sofaen hele dagen, og om aftenen er der tøj overalt på møbler og gulv, beskidt service, og blade og aviser overalt. Jeg ved ikke hvordan han gør det...

Jeg aner ikke, hvor han er kommet fra, og hvad værre er: Jeg aner ikke, hvordan man slipper af med ham. Rodefanden er i familie med Drukfanden (du ved, ham som tvinger dig til at drikke shots - og snaps til jul - og konstant fylder dit glas op. Han får dig til at blande øl og vin, selvom du ikke kan tåle det, og sørger for at din pung er fuld af gule bon'er dagen efter). Drukfanden er jeg aldrig sluppet af med, og jeg tror det bliver lige så umuligt med Rodefanden.

Jeg kan ikke li' nogen af dem...

Dagens grin

Film med tommelfingre i hovedrollen?

Lyder det kedeligt?

Jamen så klik på 'play' ovenfor og bered dig på et godt grin. Filmen er en spoof over Star Wars og er totalt gennemført. Hvis du mere er til romantik, så se Thumbtanic. Gys med The Blair Thumb eller Frankenthumb, få masser af action med Bat Thumb, eller se det store drama The Godthumb. Det er genialt...

Hvis du nu enten synes, at det rabler totalt for mig, eller at tommelfingrene bare er old news, fordi de første gang så dagens lys i 1999, jamen så burde det jo ikke komme som nogen overraskelse, at jeg både er skør og meget langsom i optrækket...

Sygt...

Der må komme en influenzaepidemi i år. Ikke pga. en pludselig stigning i virus og bakterier, men pga. unge menneskers tilsyneladende insisteren på ikke at klæde sig varmt, selvom det er skidekoldt!

Jeg driver rundt inde i byen i dag efter fyraften, og temperaturen har vel lige nøjagtig sneget sig op på den gode side af 6 grader. Og omkring mig går horder af 14-, 17-, 20-årige drenge og piger i tynde trøjer, nederdele, nedringede toppe osv. Og de RÅ-fryser... Jeg tror såmænd ikke forfængeligheden er større end den altid har været. Og jeg er pinefuldt bevidst om, at jeg lyder nøjagtig ligesom alle andre "lidt ældre" personer har gjort igennem tiden, fordi man er helt ude af trit med den yngre generation. Men der må sgu da findes noget nogenlunde varmt overtøj, som også overholder det strenge mode-kodeks, som disse fortabte sjæle følger. Gør der ikke?

Men det leder mig videre til min næste gammelmands-undren... Hvorfor går unge piger målrettet efter at ligne ludere? Okay... prostituerede, pardon my French... Disse piger med deres tjavsede, sortfarvede og hårlaks-spolerede frisurer. Og alt for meget sort mascara omkring de forvildede, forvirrede øjne. Iklædt for stramme og for korte nederdele med knæhøje støvler. Små åbne "pels"-jakker med udsigt til alt for meget.

Gad vide om de sidder på ungdomsværelserne (er dét stadig et gyldigt dansk ord?) og roser hinanden? "Shit, Bianca, du ligner godt nok en billig tæve i dag. Godt gået!" Er det virkelig det udseende, der appellerer til de unge fyre? For så forstår jeg ingenting.

Jeg er vokset op i 70'erne og 80'erne, og da kunne pigerne skam også finde ud af at ligne lort, men jeg synes godt nok de strammer den nu om stunder. Jeg ved godt, at seksualiteten blomstrer tidligere end nogensinde, men skal det trækkes til ekstremerne? Er det virkelig denne stort omtalte "pornoficering", som gør sit indtog? Det ville undre mig, for i porno er folk så vidt jeg ved helt nøgne, og så langt går de unge piger da trods alt ikke endnu...

Min opfordring til pigerne er bare: Bevar nu en lille smule af jeres værdighed og kvindelighed. Og tænk jer om, før I får lavet den der gyselige tatovering over lænden. Spar lidt på hårlakken og make-up'en. I er sgu kønne nok uden.

Men jeg ved jo godt, de ikke lytter til sådan en oldsag som mig...

Sandheden er ilde... talt?

Det følgende indlæg er baseret på virkelige hændelser...

Man siger, sandheden er ilde hørt, og sådan er det givetvis også nogle gange. Men at sandheden også er ilde talt, går stille og roligt op for mig (jeg er snart 34 år, men ret langsom i optrækket - bær over med mig...).

Hvad jeg mener med "ilde talt"? Jeg vil starte med at spørge mig selv og eventuelt interesserede, om det virkelig bare er mig som er uheldig, eller om det generelt bare er så skidesvært for folk at fortælle sandheden, når den har bare det mindste skær af "dårlige nyheder" over sig?

Nej, det sker ikke kun for mig, det kan jeg jo se og høre rundt omkring, så det må jo være noget generelt. Jeg ved godt, at nogle - bl.a. min veninde Prinsessen - mener, det overvejende er en mandeting, men jeg må konstatere, at det bestemt også gælder for kvinder.

(Jeg skal indskyde, at med sandhed og dårlige nyheder, så menes i dette indlæg ting, som kan skubbes ind under forholds-paraplyen. På andre områder er det åbenbart let. "Hey, der er nogen der har smadret din cykel og stukket ild til den ude på gaden". Et lidt tænkt eksempel, javel, men sådan en ville tilsyneladende være lettere at formidle end "Hey, jeg synes vi skal stoppe bekendtskabet")

Mens det går godt, er der ingen grænser for SMS'er, mails, telefonopkald... Men så snart det begynder at gå lidt den anden vej, hvad så? Tavshed, kortfattede beskeder, ubesvarede opkald. Man prøver ihærdigt og naivt at holde modet oppe og overbevise sig selv om, at det enten bare er indbildning, eller at der er alt muligt andet galt end dét, man inderst inde godt ved: At det er slut. Interessen er væk. Så man prøver med alle mulige fjollede beskeder og tonsvis af smiley'er at prikke til hende, men lige meget hjælper det.

Og så er det, de sølle rester af ens stolthed omsider slår til, og siger "hey, hvis hun vil ende det, så må hun sgu komme ud af busken. Hun skal ikke have lov bare at svare ja til, om det er slut". Så man indleder en tavshedsmanøvre i håb og forvisning om, at så må hun da til sidst stemple ind. Men hvad sker der? Tjah, faktisk overhovedet ingenting.

På dette stadie går man enten amok og får sagt nogle mindre velovervejede ting, eller hvis man er rigtig naiv, så har man stadig et lille håb tilbage. Dette håb har forklædt sig som en frygt for at der er sket hende noget. Måske er hun gledet i sæben i brusebadet... Det er derfor hun ikke har svaret...

Så man kryber til korset. Et ynkeligt, lille ormehuls- og mosbeklædt kors. Som en hund har pisset op af... (er det malerisk nok?). Og så spørger man "er der noget galt?" Måske får man svaret 'nej' - som et par dage senere bliver vekslet til et 'ja'. Eller også får man et svar af typen "jeg kan ikke helt overskue det lige nu", "jeg har brug for tid til at tænke" eller andre variationer.

Nå jamen du skulle da endelig ikke have sagt noget til mig lidt tidligere!

Jeg skynder mig på dette tidspunkt at indskyde, at dette ikke er et udfald mod kvinder som sådan. Ej heller gælder det alle kvinder jeg har kendt. Og endnu mindre er det et forsøg på at pudse min egen glorie og ophøje mig selv til Ærlighedens Mester. Jeg synes bare dette scenarie er set lidt for ofte og lidt for nyligt, og nu må jeg have det ud.

Jeg stiller mig selv indtil flere spørgsmål. For det første... hvorfor? Jeg går automatisk ud fra, at det ikke skyldes hverken ondskab eller ligegyldighed. Det ved jeg, fordi jeg har kendt de hersens kvinder, og vurderer at de ikke er sådan. De holder ikke sandheden fra mig for at såre mig. De holder sandheden fra mig for ikke at såre mig. Dét og så et par gram konfliktskyhed. Og det leder mig hen til spørgsmålet... hvorfor? Er jeg typen, som enten går fuldstændig amok, når nogen fortæller mig dårlige nyheder, eller knækker jeg sammen i hulkegråd? Ingen af delene, så deri kan grunden ikke ligge.

"Men vent", kan jeg høre nogen indvende. "Har du dog aldrig selv har gjort sådan?"

Jo, jeg har. For nogle år siden var der et par situationer, hvor jeg ville gøre det forbi med en kæreste, men jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle få det sagt. For jeg ville jo ikke gøre hende ked af det. Så jeg valgte den lusede udvej: Hvis jeg nu begynder at ignorere hende, så må hun jo finde ud af, at jeg ikke gider hende mere. Jøsses...

Men vi bliver jo alle ældre. Eller gør vi? De kvinder, jeg her klager min nød over, er bestemt blevet konfirmeret mindst én gang, og de er ikke novicer i 'the dating game'. Så er det sådan de ender et forhold? Åbenbart.

Lad mig runde dette tilsyneladende endeløse indlæg af med en morale (komplet med strygere og det hele): Vær altid ærlig i et forhold. Både når du går ind i det, og når du går ud af det. Sig til når det går godt, og når det går skidt. Det kan godt være det sårer din partner at høre, at du er utilfreds, eller sågar vil stoppe forholdet. Men ikke i nærheden af hvor meget sårer selv at skulle finde ud af, hvordan tingene hænger sammen.

Notabene... De ovenstående erfaringer er primært - men ikke udelukkende - gjort via nye bekendtskaber. Man turde håbe, at længerevarende forhold bærer præg af ærlighed og face-to-face kontakt. Men nu om stunder er det jo tilladt at slå op via SMS eller Messenger. Det i sig selv er et blog-indlæg værdigt...

Mere TV

Nu er jeg jo ikke nærig med de gode links, jeg støver op, og her er lige endnu et, du bør kende til: Viidoo - alverdens (fortrinsvis amerikanske) TV-kanaler på nettet i fin kvalitet. Hvad enten du er til sport, nyheder, film eller musik, er dette stedet for dig.

God fornøjelse.

Voxpop - nyhedsverdenens svøbe...

Efter et indslag i nyhederne til aften (på DR eller TV2 - kan ikke lige huske hvor) blev jeg igen grænseløst irriteret over, at endnu et indslag skulle rundes af med et voxpop-interview*.

I dag holdes der midtvejsvalg i USA, men det kunne nyhedsudsendelsen naturligvis ikke nøjes med at informere os om. Næh der skulle pinedød stilles direkte om til en bar et sted i Danmark, som indehaves af en mand fra Houston... For så fik vi jo en "relevant" vinkel på det hele, ikke? USA, mand på gulvet, som det dumme kvæg i stuerne kan identificere sig med, og vigtigst af alt: LIVE! Det er jo ikke virkeligt, hvis ikke vi kan se en mikrofon-holder spørge et medlem af befolkningen "hvordan stemningen er". Lige NU...

Åhr, hvor det dog trætter mig. I tidernes morgen blev voxpop brugt dejligt sparsomt. Som en 'munter' afrunding på nyhederne. Et par tilskuere på vej til landskamp, for eksempel. Men i dag skal snart sagt alle nyhedsindslag sovses ind i disse menig-mands interviews - og helst direkte. Og hvorfor? Hvorfor er det, vi skal høre om alle disse almindelige menneskers mening om regeringen, om daginstitutionerne, om Marys påklædning, om drivhuseffekt, boligpriser og sexmesser? En gang imellem er det forfriskende nok lige at komme ud på gadeplan. Men ikke hele tiden!

Jeg frygter for den kommende 24-timers nyhedskanal TV2 News, som praler med at ville levere nyheder "når de sker, mens de sker". Altså flere direkte indslag med kommentarer og "stemninger" fra tilfældige danskere. Det bliver frygteligt...

P.S. Jeg ved ikke hvad bar-manden fra Houston havde at sige. Enten fordi det var så ligegyldigt, eller fordi blodet bankede så højt i mine ører.

______________
*Voxpop defineres oprindeligt som gade-interviews uden en vært eller interviewer, hvor forbipasserende får lov at udtale sig til et kamera om et specifikt emne, men såvidt jeg er orienteret, betegner TV-stationerne også regulære interviews med folk på gader og stræder som voxpop. Sådan bruger jeg i hvert fald betegnelsen i dette indlæg.

Hvad scrobbler du?

"Verden er fuld af mirakler
Flere står lige på spring"

Sådan sang Keld & Hilda engang til et melodi grand prix (spørg ikke hvordan jeg ved sådan noget). De har jo ret. Og man kan uden problemer udskifte 'verden' med 'internettet'. For jeg synes da virkelig jeg falder over den ene rare ting efter den anden lige for tiden. Først var der det dejlige TV-link, og nu: Last.fm - intet mindre end en musikalsk revolution (som de selv kalder det).

Her kan du i dén grad udvide din musikalske horisont - eller fortsætte med at høre de genrer, du kan li'. Alt hvad du skal gøre er at oprette en gratis profil, installere playeren, og så er du i gang. Helt lovligt, vel at mærke.

Du finder musikken ved at søge på kunstnernavn eller stikord, såkaldte "tags", og mulighederne er endeløse. Det samme er mængden af musik. Derudover kan du se, hvad dine venner og andre brugere hører og har hørt, oprette charts, din egen radiostation og mange andre funktioner.

Last.fm er også genialt, fordi det regner ud, hvad for noget musik du kan lide ved at sammenligne tusindvis af profiler og info om hvad du selv har hørt hidtil. Denne info kan også hentes via din egen medie-afspiller, hvis du installerer et lille scrobbler-plugin.

Det er omfattende og tager lidt tid at få greb om, men du er lynhurtigt i gang lige her.

Du kan finde mig derinde med brugernavnet Tommeliden.

---------------
Edit: Efter at have snuset lidt mere rundt, har jeg fundet en enkelt hage: Hvis du vil have det fulde udbytte af tjenesten - lave din personlige station plus et par andre funktioner - skal du oprette dig som 'subscriber'. Det koster €2,50 (omtrent en 20'er) om måneden. Men selvom du vil nøjes med at nyde de gratis glæder, er der stadig masser at hente på Last.fm.

Endnu en omgang som bagstiv...

Den overskrift - som jeg har lånt fra den fine Nephew-sang "T Kryds" - beskriver vist meget godt denne søndag for mig.

Efter en lidt længere pause fra byture var det tid til et comeback i går aftes, og det kunne jeg vist ikke helt styre. Snart 34 år, og det er stadig ikke helt gået op for mig, at når man har drukket et hav af øl, så er det ikke så smart også at drikke slave-Bailey og ditto Gajol-shots. For så bliver man fuld. For fuld... Så da vi ramte byen, havde jeg nået det stadie, hvor man kun kan stå og stirre apatisk rundt i lokalet. Sådan føltes det i hvert fald. Og så imponerer man jo ingen. Hverken sig selv eller de søde piger, der var til stede.

Bedre held næste gang. Men indtil da havde det været en rigtig hyggelig aften hos min gode ven Dan. Spillede Trivial Pursuit og drikke-Ludo (alene navnet på spillet burde jo have fået advarselslamperne til at blinke. Men det virkede som en god idé på det tidspunkt...).

Dagen i dag har været nærmest ikke-eksisterende. Har sovet en stor del af tiden. Heldigvis har jeg ikke været decideret dårlig. Men nu sidder man så igen og grubler over, hvordan fredag eftermiddag kan blive til søndag aften uden man har opdaget det. Jeg minder mig selv om, at jeg jo holder af mandagen... :-)