
"Verden er fuld af mirakler
Flere står lige på spring"
Sådan sang Keld & Hilda engang til et melodi grand prix (spørg ikke hvordan jeg ved sådan noget). De har jo ret. Og man kan uden problemer udskifte 'verden' med 'internettet'. For jeg synes da virkelig jeg falder over den ene rare ting efter den anden lige for tiden. Først var der det dejlige TV-link, og nu: Last.fm - intet mindre end en musikalsk revolution (som de selv kalder det).
Her kan du i dén grad udvide din musikalske horisont - eller fortsætte med at høre de genrer, du kan li'. Alt hvad du skal gøre er at oprette en gratis profil, installere playeren, og så er du i gang. Helt lovligt, vel at mærke.
Du finder musikken ved at søge på kunstnernavn eller stikord, såkaldte "tags", og mulighederne er endeløse. Det samme er mængden af musik. Derudover kan du se, hvad dine venner og andre brugere hører og har hørt, oprette charts, din egen radiostation og mange andre funktioner.
Last.fm er også genialt, fordi det regner ud, hvad for noget musik du kan lide ved at sammenligne tusindvis af profiler og info om hvad du selv har hørt hidtil. Denne info kan også hentes via din egen medie-afspiller, hvis du installerer et lille scrobbler-plugin.
Det er omfattende og tager lidt tid at få greb om, men du er lynhurtigt i gang lige her.
Du kan finde mig derinde med brugernavnet Tommeliden.
---------------
Edit: Efter at have snuset lidt mere rundt, har jeg fundet en enkelt hage: Hvis du vil have det fulde udbytte af tjenesten - lave din personlige station plus et par andre funktioner - skal du oprette dig som 'subscriber'. Det koster €2,50 (omtrent en 20'er) om måneden. Men selvom du vil nøjes med at nyde de gratis glæder, er der stadig masser at hente på Last.fm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar