Først er man oppe at køre i juledagene med gaver, mad, alkohol, festivitas. Så følger et par hverdage, og så skal man dreje sig op igen til en ny fest nytårsaften med mere mad, alkohol, gæster, larm og støj. Og så indfinder hverdagen sig for alvor i januar. Bakke og dal. Heraf den snedige overskrift.
Hvem har også fundet på, at jul og nytår skal ligge inden for samme uge? Det er jo nærmest umenneskeligt, både for kroppen og pengepungen. Nu er jeg ikke på nogen måde ekspert i religionshistorie - ja faktisk er min viden temmelig begrænset - men jeg mener at vide, at julen baseres på en arbitrær tolkning. Nogen har med andre ord besluttet at julen skal ligge i dagene omkring den 24. december (jeg burde have Google't intenst inden dette indlæg, men what the hey)...
På samme måde begrænser min viden om forskellige andre urgamle traditioner sig til "er det ikke noget med at...". Således har nytårets placering i kalenderen sikkert noget med solhverv og gamle besværgelser at gøre. (Bombarder mig endelig med svinere, hvis jeg er helt ude i hampen hér).
Men tænk hvis disse to grupper af langskæggede druider og vise mænd havde talt sammen i tidernes morgen. Så tror jeg ikke de ville have lagt jul og nytår klods op af hinanden. Heller ikke selvom begreber som julefrokoster og januarudsalg var ukendte dengang. Men simpelthen fordi det bare ikke er forsvarligt - hverken sundhedsmæssigt eller økonomisk - at lægge to så store fejringer med en uges mellemrum.
Det allerbedste ville have været at julen lå om sommeren. Tænk sig, alt det fede mad vi alligevel æder i løbet af sommeren ville pludselig finde sin berettigelse. Stegen eller anden kunne laves i Weber-grillen i haven, og rødvin smager også meget bedre på en lun sommeraften i skæret af den nedgående sol...
Og så ville der være ½ år til det næste højdepunkt, nytårsaften. Man ville have meget bedre tid til at planlægge og købe ind, i stedet for en 3-4 dage hvor man står på nakken af de andre desperate handlende.
'Og hvad så med min barndoms hvide jul', siger du måske... Jamen hvis du er så hooked på de 5 procents chance for sne juleaften, så kunne vi da også bytte de to højtider (det er jo alligevel et tanke-eksperiment). Nytår om sommeren og jul til vinter.
Jeg synes bare, at det her kaos er ret upraktisk.
29. december 2006
24. december 2006
19. december 2006
Min TV-jul
Jeg sidder og tænker på, hvilke juletraditioner jeg har. Altså sådan for mig selv. Ikke julefrokost med familien 2. juledag og den slags. Mine egne. Har jeg egentlig sådan nogle? Tjoh, det har jeg vel, men det er vist kun inden for film og TV, det foregår. Men eftersom 80% af alt det gode fjernsyn på et helt år sendes i de 8-10 dage omkring jul og nytår er det vel ikke så sært. Og derudover er der også et par dvd-film, som skal ses.
"Alene Hjemme" er en af de film, jeg ryger i år efter år. Den bliver sendt på alle kanalerne, og jeg har det med at se dem allesammen. Let, mainstream, små-sentimental underholdning, javel, men ikke desto mindre er det nok den film jeg har grinet mest af nogensinde. Første gang jeg så den, kunne jeg slet ikke få luft til sidst. Den sidste halve time, hvor de to forbrydere skal igennem Kevins hurlumhejhus, er uovertruffen. Den dag i dag er jeg ved at kvæles af grin, når Kevin sætter edderkoppen på Marvs ansigt, og han udstøder et vildt kvindeskrig (måske fordi jeg selv ville reagere sådan, hvad ved jeg...).
Ringenes Herre-trilogien på dvd. Den tradition blev jo startet i biograferne i julen 2001, så det er som om, at filmene hører julen til. Det må TV2 åbenbart også mene, siden de nu sender dem alle tre her i juledagene. Jeg tager dem dog på dvd. Der kommer godt nok nogle minder med en ekskæreste ind over, når jeg ser dem, men hvis bare jeg bliver ved, forsvinder de nok med tiden. Jeg synes allerede det har hjulpet...
Og så kommer jeg vel ikke uden om Disney's juleshow juleaftensdag. Det er jo ren nostalgi og betyder en del. Mere end jeg troede, fandt jeg ud af for et par år siden. Jeg sad og så udsendelsen alene, inden jeg skulle hjem til de gamle. Stille og roligt og nød traditionen og de kære tegnefilm. Men så pludselig midt i Askepot (da musene og fuglene præsenterer kjolen) blev jeg vildt rørt. Det kom helt ud af det blå. Tårerne vældede frem i øjnene... Jeg ved stadig ikke helt hvad reaktionen gik ud på. Om det var fordi nogle små dyr, som på mystisk vis kan tale, havde lavet en kjole til en pige, så hun kunne komme i byen, eller det bare var de gamle minder der vældede frem, ved jeg ikke. Sikkert en blanding. Men det var da en spøjs oplevelse. Det er ikke sket siden, så jeg var nok bare ekstra sensitiv den aften.
Ellers er der vel bare film som Die Hard og The Sound of Music (hvorfor er den film egentlig blevet en juletradition?) som skal ses. Og så tror jeg måske også War of the Worlds med Tom Cruise skal sættes i afspilleren. Den så jeg sidste år, så det gør jeg nok igen.
Det var mine (TV)-traditioner. Hvad er dine?
"Alene Hjemme" er en af de film, jeg ryger i år efter år. Den bliver sendt på alle kanalerne, og jeg har det med at se dem allesammen. Let, mainstream, små-sentimental underholdning, javel, men ikke desto mindre er det nok den film jeg har grinet mest af nogensinde. Første gang jeg så den, kunne jeg slet ikke få luft til sidst. Den sidste halve time, hvor de to forbrydere skal igennem Kevins hurlumhejhus, er uovertruffen. Den dag i dag er jeg ved at kvæles af grin, når Kevin sætter edderkoppen på Marvs ansigt, og han udstøder et vildt kvindeskrig (måske fordi jeg selv ville reagere sådan, hvad ved jeg...).
Ringenes Herre-trilogien på dvd. Den tradition blev jo startet i biograferne i julen 2001, så det er som om, at filmene hører julen til. Det må TV2 åbenbart også mene, siden de nu sender dem alle tre her i juledagene. Jeg tager dem dog på dvd. Der kommer godt nok nogle minder med en ekskæreste ind over, når jeg ser dem, men hvis bare jeg bliver ved, forsvinder de nok med tiden. Jeg synes allerede det har hjulpet...
Og så kommer jeg vel ikke uden om Disney's juleshow juleaftensdag. Det er jo ren nostalgi og betyder en del. Mere end jeg troede, fandt jeg ud af for et par år siden. Jeg sad og så udsendelsen alene, inden jeg skulle hjem til de gamle. Stille og roligt og nød traditionen og de kære tegnefilm. Men så pludselig midt i Askepot (da musene og fuglene præsenterer kjolen) blev jeg vildt rørt. Det kom helt ud af det blå. Tårerne vældede frem i øjnene... Jeg ved stadig ikke helt hvad reaktionen gik ud på. Om det var fordi nogle små dyr, som på mystisk vis kan tale, havde lavet en kjole til en pige, så hun kunne komme i byen, eller det bare var de gamle minder der vældede frem, ved jeg ikke. Sikkert en blanding. Men det var da en spøjs oplevelse. Det er ikke sket siden, så jeg var nok bare ekstra sensitiv den aften.
Ellers er der vel bare film som Die Hard og The Sound of Music (hvorfor er den film egentlig blevet en juletradition?) som skal ses. Og så tror jeg måske også War of the Worlds med Tom Cruise skal sættes i afspilleren. Den så jeg sidste år, så det gør jeg nok igen.
Det var mine (TV)-traditioner. Hvad er dine?
15. december 2006
Pimp dit billede
Tilbage til kategorien "rent tidsspilde" (love it!). På PikiPimp kan du bruge i hvert fald 10 minutter af dit liv på at pimpe et portræt, hvis det trænger lidt til det. Der er et utal af objekter, du kan trække henover fotoet, vende og dreje dem, så de passer, og derefter more dig kosteligt.
God fornøjelse!
14. december 2006
Ka' det virkelig passe!?
Netop som man havde opgivet ham, er han tilbage. The man, the myth, the legend... Jakob har fået opdateret sin blog!
Tjek det ud. Jeg er sikker på, at der er tonsvis af ingenting på vej fra Jakobs krøllede hjerne.
Sådan, gamle ven. Velkommen tilbage.
13. december 2006
Livstegn
Jeg må hellere lige give et livstegn her efter fødselsdagen, så min to-tallige læserskare ikke tror jeg enten er død, gået nedenom og hjem, eller bare er helt forsumpet.
Så efter at have fået hvad der forekommer mig som uforholdsmæssig meget heat af en self-righteous motherfucker* (nogle ord ER bare federe på engelsk) for at melde fra til træningen i aften, vil jeg lige droppe et par linier om sår'n lidt løst og fast.
Allerførst: Nej, man mærker ikke noget - et pludseligt hold i ryggen eller en frossen skulder - ved at passere tærsklen fra 33 til 34. Det er vel mere en tilstand, som gradvist forværres, og som man pludselig tænker på. Som f.eks. da jeg ihærdigt prøvede på ikke at komme i byen og fejre min fødselsdag i weekenden af den simple årsag, at de to foregående weekender havde været hårde. Og jeg orkede ikke at ødelægge endnu en hel søndag med larmende tømmermænd. Så går det igen op for én, at man ikke er så ung, som man var engang. Men det gode er omvendt, at når man kommer hertil, så har man egentlig heller ikke noget imod, at det er sådan. Da jeg som 27-28-årig måtte indse, at jeg ikke længere problemfrit kunne klare en dobbelt bytur fredag/lørdag, var det en bitter pille at sluge. Men nu er det jo bare sådan. Man orker det ikke, og man har ingen problemer ved at indrømme det over for sig selv og andre. En sætning som "jeg gider ikke i byen den her weekend, for jeg var i sidste" ville man aldrig sige som 24-årig. Men som 34-årig er den nærmest standard...
Men udover de hårde byture (eller rettere resultatet af dem) føler jeg mig overhovedet ikke gammel (og 34 er jo heller ikke gammel, vel? VEL?). Min fysiske form er vel den bedste i 10 år. Jeg nærmer mig med hastige skridt de magiske 100 kg (vel at mærke i den rigtige retning!) efter at jeg toppede på 113 for bare lidt over et år siden. Når nålen lander på 95 kg - forhåbentlig inden næste sommer - så vil jeg være en glad mand. Og jeg får trænet 3-4 gange om ugen i fitnesscentret. Jeg har holdt motivationen i et helt år nu, og det er vel også 10 år siden det sidst er sket. I de sidste år har jeg trænet sådan drypvist, og det batter jo ingen vegne. Så midtlivskrise? Ikke her (ikke endnu).
Nå men fik jeg så nogle fine gaver, kan jeg mærke du vil vide. Hmm, tjooh, njaarhh... Jeg fik penge af mine forældre (altid brugbart), og for nogle af dem har jeg tidligere købt et fint slips, som skulle flashes til firma-julefrokosten, og så måtte jeg anskaffe mig den fornemme 9-huls fyrfadsstage fra ZALI. Når man kan få sådan et designerprodukt til en tiendedel af den oprindelige pris (jeg fik den for 150 kr.), så er det enten brændvarmt eller også er firmaet ved at dreje nøglen. Jeg sværger at det sidste er tilfældet her. Jeg slog til hurtigere end man kan sige "vejer den virkelig 8 kilo??", og fin ser den ud på spisebordet. Af brormand fik jeg den nye Superman-film på dvd. That's it. Men der er jo heller ikke så længe til næste gaveregn.
Nu vil jeg bevæge mit legeme ind i foran fjernsynet. Selvom mit fjernsyn er i stykker. Det kan kun vise Pyrus og damehåndbold...
_______________
* Jeg nævner ingen navne, men du ved hvem du er, Jakob... (Hm, Gud ved hvorfor jeg bliver ved med at linke til den blog...)
Så efter at have fået hvad der forekommer mig som uforholdsmæssig meget heat af en self-righteous motherfucker* (nogle ord ER bare federe på engelsk) for at melde fra til træningen i aften, vil jeg lige droppe et par linier om sår'n lidt løst og fast.
Allerførst: Nej, man mærker ikke noget - et pludseligt hold i ryggen eller en frossen skulder - ved at passere tærsklen fra 33 til 34. Det er vel mere en tilstand, som gradvist forværres, og som man pludselig tænker på. Som f.eks. da jeg ihærdigt prøvede på ikke at komme i byen og fejre min fødselsdag i weekenden af den simple årsag, at de to foregående weekender havde været hårde. Og jeg orkede ikke at ødelægge endnu en hel søndag med larmende tømmermænd. Så går det igen op for én, at man ikke er så ung, som man var engang. Men det gode er omvendt, at når man kommer hertil, så har man egentlig heller ikke noget imod, at det er sådan. Da jeg som 27-28-årig måtte indse, at jeg ikke længere problemfrit kunne klare en dobbelt bytur fredag/lørdag, var det en bitter pille at sluge. Men nu er det jo bare sådan. Man orker det ikke, og man har ingen problemer ved at indrømme det over for sig selv og andre. En sætning som "jeg gider ikke i byen den her weekend, for jeg var i sidste" ville man aldrig sige som 24-årig. Men som 34-årig er den nærmest standard...
Men udover de hårde byture (eller rettere resultatet af dem) føler jeg mig overhovedet ikke gammel (og 34 er jo heller ikke gammel, vel? VEL?). Min fysiske form er vel den bedste i 10 år. Jeg nærmer mig med hastige skridt de magiske 100 kg (vel at mærke i den rigtige retning!) efter at jeg toppede på 113 for bare lidt over et år siden. Når nålen lander på 95 kg - forhåbentlig inden næste sommer - så vil jeg være en glad mand. Og jeg får trænet 3-4 gange om ugen i fitnesscentret. Jeg har holdt motivationen i et helt år nu, og det er vel også 10 år siden det sidst er sket. I de sidste år har jeg trænet sådan drypvist, og det batter jo ingen vegne. Så midtlivskrise? Ikke her (ikke endnu).
Nå men fik jeg så nogle fine gaver, kan jeg mærke du vil vide. Hmm, tjooh, njaarhh... Jeg fik penge af mine forældre (altid brugbart), og for nogle af dem har jeg tidligere købt et fint slips, som skulle flashes til firma-julefrokosten, og så måtte jeg anskaffe mig den fornemme 9-huls fyrfadsstage fra ZALI. Når man kan få sådan et designerprodukt til en tiendedel af den oprindelige pris (jeg fik den for 150 kr.), så er det enten brændvarmt eller også er firmaet ved at dreje nøglen. Jeg sværger at det sidste er tilfældet her. Jeg slog til hurtigere end man kan sige "vejer den virkelig 8 kilo??", og fin ser den ud på spisebordet. Af brormand fik jeg den nye Superman-film på dvd. That's it. Men der er jo heller ikke så længe til næste gaveregn.
Nu vil jeg bevæge mit legeme ind i foran fjernsynet. Selvom mit fjernsyn er i stykker. Det kan kun vise Pyrus og damehåndbold...
_______________
* Jeg nævner ingen navne, men du ved hvem du er, Jakob... (Hm, Gud ved hvorfor jeg bliver ved med at linke til den blog...)
8. december 2006
Dagen er oprundet
Jeg er fyldt 34 år. Sådan næsten. Det officielle fødselstidspunkt er 00.50, men lad nu det ligge. Dagen er min, så jeg må gøre hvad jeg vil. Vejrudsigten lover regn, men jeg synes ellers jeg har opført mig nogenlunde.
Men nu er jeg jo officielt en halvgammel knark, så jeg vil bruge dagen og aftenen på at sidde i min gyngestol iført en rød velour-slåbrok, rygende på en majspibe og spille bluesmelodier på min saxofon...
Tillykke med fødselsdagen, gamle jas.
Men nu er jeg jo officielt en halvgammel knark, så jeg vil bruge dagen og aftenen på at sidde i min gyngestol iført en rød velour-slåbrok, rygende på en majspibe og spille bluesmelodier på min saxofon...
Tillykke med fødselsdagen, gamle jas.
7. december 2006
Lidt Lego-lir
Den her side er nu ret sjov. Jeg så den første gang for en 3-4 år siden, og den er heldigvis stadig i live.
Lav en Lego-version af dig selv! Eller en du kender. Eller hvad du nu har lyst til. Prøv det lige her.
P.S. Det er mig på billedet. Med nissehue, som jeg går med hver dag i december...
6. december 2006
Så hils sgu da!
Jeg har længe gået og irriteret mig over det her, og nu fik endnu et tilfælde proppen til at ryge af, så jeg må have det ud på denne blog (det er altså en genial opfindelse).
Hvorfor kan folk ikke finde ud af at hilse!?
Jeg står nede i vaskekælderen og hælder en omgang kulørt i maskinen. Vaskekælderen benyttes af tre opgange, så det vælter altså ikke rundt med "fremmede mennesker" dernede. Jeg står der alene, men så låses døren op, og ind træder en lidt ældre dame. Jeg kender hende ikke, men da vi jo bor i samme bygning og er i færd med den samme aktivitet, synes jeg det er ret naturligt at give hende et venligt og nogenlunde højlydt "goddaw". Men hvad sker der? Hun stikker mig et nærmest vredt blik og går uden en lyd forbi mig hen til tørretumbleren og begynder at hive sit tøj ud...
Hallo, mand... Så hils sgu da! Jeg fatter det altså ikke. Og her kan man ikke en gang skyde skylden på den 'uforskammede ungdom'. Hende her var vel 65. Slag på tasken (og nej, med det mener jeg ikke at jeg vil udøve vold på den gamle, selvom hun næsten havde fortjent det). Men sådan cirka.
Jeg forstår ikke, hvorfor mange folk er så bange for at vise lidt glæde og høflighed over for andre mennesker. Selv kollegaer på arbejdet opfører sig sådan. Mange er gode til at hilse, ros til dem. Men for lige så mange er det helt utænkeligt at hilse på en person, som man måske ikke lige kender eller har snakket med, men som man trods alt har set før.
Der er typisk tre reaktioner fra folk, som man hilser på (heri ikke medregnet de, som hilser tilbage): 1) Den overraskede ("jeg kender ikke ham der, så hvorfor hilser han på mig...?") 2) Den sure ("jeg kender ikke ham der, så hvorfor fanden hilser han på mig...?") og 3) Den ignorerende ("jeg kender ikke ham der, så jeg går forbi uden at kigge på ham...").
Til dem vil jeg bare sige: Det kan godt være, I lever et så småligt og indebrændt liv, at I ikke har overskud til at hilse først - selvom vi er kollegaer, naboer, forældre til unger i samme børnehave eller andet - men hav da for pokker værdighed og høflighed nok til at hilse tilbage, når nogen stikker jer et davs!
Og nu er vaskemaskinen vist snart klar. Jeg håber den gamle er væk...
Hvorfor kan folk ikke finde ud af at hilse!?
Jeg står nede i vaskekælderen og hælder en omgang kulørt i maskinen. Vaskekælderen benyttes af tre opgange, så det vælter altså ikke rundt med "fremmede mennesker" dernede. Jeg står der alene, men så låses døren op, og ind træder en lidt ældre dame. Jeg kender hende ikke, men da vi jo bor i samme bygning og er i færd med den samme aktivitet, synes jeg det er ret naturligt at give hende et venligt og nogenlunde højlydt "goddaw". Men hvad sker der? Hun stikker mig et nærmest vredt blik og går uden en lyd forbi mig hen til tørretumbleren og begynder at hive sit tøj ud...
Hallo, mand... Så hils sgu da! Jeg fatter det altså ikke. Og her kan man ikke en gang skyde skylden på den 'uforskammede ungdom'. Hende her var vel 65. Slag på tasken (og nej, med det mener jeg ikke at jeg vil udøve vold på den gamle, selvom hun næsten havde fortjent det). Men sådan cirka.
Jeg forstår ikke, hvorfor mange folk er så bange for at vise lidt glæde og høflighed over for andre mennesker. Selv kollegaer på arbejdet opfører sig sådan. Mange er gode til at hilse, ros til dem. Men for lige så mange er det helt utænkeligt at hilse på en person, som man måske ikke lige kender eller har snakket med, men som man trods alt har set før.
Der er typisk tre reaktioner fra folk, som man hilser på (heri ikke medregnet de, som hilser tilbage): 1) Den overraskede ("jeg kender ikke ham der, så hvorfor hilser han på mig...?") 2) Den sure ("jeg kender ikke ham der, så hvorfor fanden hilser han på mig...?") og 3) Den ignorerende ("jeg kender ikke ham der, så jeg går forbi uden at kigge på ham...").
Til dem vil jeg bare sige: Det kan godt være, I lever et så småligt og indebrændt liv, at I ikke har overskud til at hilse først - selvom vi er kollegaer, naboer, forældre til unger i samme børnehave eller andet - men hav da for pokker værdighed og høflighed nok til at hilse tilbage, når nogen stikker jer et davs!
Og nu er vaskemaskinen vist snart klar. Jeg håber den gamle er væk...
5. december 2006
Sig nærmer tiden
Her kunne jeg godt bruge noget tid og plads på at beskrive, hvordan jeg først nu er ved at være ovenpå efter den store firma-julefrokost i lørdags. Hvordan det lykkedes mig endnu engang at drikke mig fra sans og samling - ude af stand som jeg er til at sige nej til de fordømte snapser (og for den sags skyld alt andet som folk inviterede mig til at skåle i). Fri bar... it ain't what it's cracked up to be...
Jeg kunne også fortælle lidt om, hvordan en aften, som startede med fuld skrue på både charmen og overblikket, endte med et par timers delvist blackout og en kun pletvis erindring om, hvordan jeg egentlig kom hjem...
Men det vil jeg ikke. For så ville det komme til at lyde meget som et tidligere indlæg, og jeg ville komme til at lyde som 99% af alle danske julefrokost-deltagere. Og man vil jo gerne være en smule unik...
I stedet vil jeg blot bruge dette indlæg til at skyde julemåneden i gang. Kun 19 dage til juleaften - og tre dage til min fødselsdag. Jeps, på fredag runder jeg 34 vintre, og jeg forventer naturligvis en syndflod af lykønskninger på denne blog!
Abonner på:
Opslag (Atom)