
*Plok-plok* Er den tændt nu? Det ser sådan ud... Så fik jeg vist strøm på boligen igen. Sikringen kunne ikke lige holde til at have ovnen, kaffemaskinen, to fjernsyn og computeren tændt. Hvor svagt...
Nå men så kom vi over på den anden side af al ræset i december. Ikke at jeg synes det har været så slemt. Men når man kun skal købe tre gaver og ellers kun dukke op til diverse selskaber, så kan man vist heller ikke tillade sig at blive stresset. Jeg kan dog godt mærke, at jeg ikke lige står og brænder efter at feste og drikke sådan lige med det første.
Et nyt år er begyndt. Jeg vil ikke trætte dig, kære læser, med alenlange nytårsforsætter, men du skal da heller ikke snydes for et par overskrifter for mit 2007.
Vægten starter på 105 kg, og skal målet om 95 kg til sommer opfyldes, skal jeg altså smide 10 kg på et halvt år. Det lyder lidt vildt, men jeg vælger lige at køre et spin på det: Jeg har en formodning om, at et par kilo af min nuværende vægt er væske og andet "snavs" ophobet i den sidste uges mad- og alkohol-helvede, så jeg på fredag/lørdag vil lande omkring 103. Dernæst vil jeg være tilfreds med at veje 98 kg til sommer, og bingo skal jeg altså kun smide 5 kg... Se det lyder straks meget bedre, ikk'?
Økonomisk skal der være styr på sagerne. Løn- og budgetkonto skal året ud køre med sorte tal. Og med den fornuftige lønstigning, jeg er blevet tildelt, tror jeg også det skal lykkes. Det ser i hvert fald helt OK ud lige nu. Jeg kom igennem december uden de store skrammer.
På det rent personlige plan så må hende der Den Rigtige da gerne indfinde sig. Men jeg har nu heller ikke noget imod at øve mig på forskellige kandidater indtil hun dukker op. Under alle omstændigheder så er det planen, at antallet af bitre og harcelerende blog-indlæg om de underlige og vægelsindede kvinder skal reduceres til et minimum her i '07 - og gerne afløses af slibrige, detaljerede, ja nærmest porno-agtige beretninger ;-) Og hvordan det så skal ske, tjah det kan være jeg kommer lidt nærmere ind på senere (man skal jo heller ikke tage munden for fuld her til at starte med).
Indtil næste gang vil jeg smutte for nu (kan man egentlig sige det?). Nu er det snart 3. januar. Før vi får set os om, er det her år også gået...
3 kommentarer:
Synes nu, at dine indlæg om vrede og underlige kvinder også i 2006 var ret minimale...
Er der forresten ikke noget om, at kvinder - altså alle andre end mig - helst vil have en mand, som andre også har? Så hvis du nu opfinder historier, som sætter dig i et godt lys, så kan det jo være "hun" dukker op lige pludselig...
Prinsessen
Måske fyldte det bare mere i mit hoved end her på bloggen... :-)
Nu ved jeg det: Det var TV-linket, jeg skrev så meget om... ;-)
Send en kommentar