Det følgende indlæg er baseret på virkelige hændelser...Man siger, sandheden er ilde hørt, og sådan er det givetvis også nogle gange. Men at sandheden også er ilde talt, går stille og roligt op for mig (jeg er snart 34 år, men ret langsom i optrækket - bær over med mig...).
Hvad jeg mener med "ilde talt"? Jeg vil starte med at spørge mig selv og eventuelt interesserede, om det virkelig bare er mig som er uheldig, eller om det generelt bare er så skidesvært for folk at fortælle sandheden, når den har bare det mindste skær af "dårlige nyheder" over sig?
Nej, det sker ikke kun for mig, det kan jeg jo se og høre rundt omkring, så det må jo være noget generelt. Jeg ved godt, at nogle - bl.a. min veninde Prinsessen - mener, det overvejende er en
mandeting, men jeg må konstatere, at det bestemt også gælder for kvinder.
(Jeg skal indskyde, at med
sandhed og
dårlige nyheder, så menes i dette indlæg ting, som kan skubbes ind under forholds-paraplyen. På andre områder er det åbenbart let. "Hey, der er nogen der har smadret din cykel og stukket ild til den ude på gaden". Et lidt tænkt eksempel, javel, men sådan en ville tilsyneladende være lettere at formidle end "Hey, jeg synes vi skal stoppe bekendtskabet")
Mens det går godt, er der ingen grænser for SMS'er, mails, telefonopkald... Men så snart det begynder at gå lidt den anden vej, hvad så? Tavshed, kortfattede beskeder, ubesvarede opkald. Man prøver ihærdigt og naivt at holde modet oppe og overbevise sig selv om, at det enten bare er indbildning, eller at der er alt muligt andet galt end dét, man inderst inde godt ved: At det er slut. Interessen er væk. Så man prøver med alle mulige fjollede beskeder og tonsvis af smiley'er at prikke til hende, men lige meget hjælper det.
Og så er det, de sølle rester af ens stolthed omsider slår til, og siger "hey, hvis hun vil ende det, så må hun sgu komme ud af busken. Hun skal ikke have lov bare at svare ja til, om det er slut". Så man indleder en tavshedsmanøvre i håb og forvisning om, at så må hun da til sidst stemple ind. Men hvad sker der? Tjah, faktisk overhovedet ingenting.
På dette stadie går man enten amok og får sagt nogle mindre velovervejede ting, eller hvis man er rigtig naiv, så har man stadig et lille håb tilbage. Dette håb har forklædt sig som en frygt for at der er sket hende noget. Måske er hun gledet i sæben i brusebadet... Det er
derfor hun ikke har svaret...
Så man kryber til korset. Et ynkeligt, lille ormehuls- og mosbeklædt kors. Som en hund har pisset op af... (er det malerisk nok?). Og så spørger man "er der noget galt?" Måske får man svaret 'nej' - som et par dage senere bliver vekslet til et 'ja'. Eller også får man et svar af typen "jeg kan ikke helt overskue det lige nu", "jeg har brug for tid til at tænke" eller andre variationer.
Nå jamen du skulle da endelig ikke have sagt noget til mig lidt tidligere!
Jeg skynder mig på dette tidspunkt at indskyde, at dette ikke er et udfald mod kvinder som sådan. Ej heller gælder det alle kvinder jeg har kendt. Og endnu mindre er det et forsøg på at pudse min egen glorie og ophøje mig selv til Ærlighedens Mester. Jeg synes bare dette scenarie er set lidt for ofte og lidt for nyligt, og nu må jeg have det ud.
Jeg stiller mig selv indtil flere spørgsmål. For det første... hvorfor? Jeg går automatisk ud fra, at det ikke skyldes hverken ondskab eller ligegyldighed. Det ved jeg, fordi jeg har kendt de hersens kvinder, og vurderer at de ikke er sådan. De holder ikke sandheden fra mig for at såre mig. De holder sandheden fra mig for
ikke at såre mig. Dét og så et par gram konfliktskyhed. Og det leder mig hen til spørgsmålet... hvorfor? Er jeg typen, som enten går fuldstændig amok, når nogen fortæller mig dårlige nyheder, eller knækker jeg sammen i hulkegråd? Ingen af delene, så deri kan grunden ikke ligge.
"Men vent", kan jeg høre nogen indvende. "Har du dog aldrig selv har gjort sådan?"
Jo, jeg har. For nogle år siden var der et par situationer, hvor jeg ville gøre det forbi med en kæreste, men jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle få det sagt. For jeg ville jo ikke gøre hende ked af det. Så jeg valgte den lusede udvej: Hvis jeg nu begynder at ignorere hende, så må hun jo finde ud af, at jeg ikke gider hende mere. Jøsses...
Men vi bliver jo alle ældre. Eller gør vi? De kvinder, jeg her klager min nød over, er bestemt blevet konfirmeret mindst én gang, og de er ikke novicer i 'the dating game'. Så er det sådan de ender et forhold? Åbenbart.
Lad mig runde dette tilsyneladende endeløse indlæg af med en morale (komplet med strygere og det hele): Vær altid ærlig i et forhold. Både når du går ind i det, og når du går ud af det. Sig til når det går godt, og når det går skidt. Det kan godt være det sårer din partner at høre, at du er utilfreds, eller sågar vil stoppe forholdet. Men ikke i nærheden af hvor meget sårer selv at skulle finde ud af, hvordan tingene hænger sammen.
Notabene... De ovenstående erfaringer er primært - men ikke udelukkende - gjort via nye bekendtskaber. Man turde håbe, at længerevarende forhold bærer præg af ærlighed og face-to-face kontakt. Men nu om stunder er det jo tilladt at slå op via SMS eller Messenger. Det i sig selv er et blog-indlæg værdigt...
