Viser opslag med etiketten Forhold. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forhold. Vis alle opslag

2. januar 2007

Tavlen visket ren - eller noget...


*Plok-plok* Er den tændt nu? Det ser sådan ud... Så fik jeg vist strøm på boligen igen. Sikringen kunne ikke lige holde til at have ovnen, kaffemaskinen, to fjernsyn og computeren tændt. Hvor svagt...

Nå men så kom vi over på den anden side af al ræset i december. Ikke at jeg synes det har været så slemt. Men når man kun skal købe tre gaver og ellers kun dukke op til diverse selskaber, så kan man vist heller ikke tillade sig at blive stresset. Jeg kan dog godt mærke, at jeg ikke lige står og brænder efter at feste og drikke sådan lige med det første.

Et nyt år er begyndt. Jeg vil ikke trætte dig, kære læser, med alenlange nytårsforsætter, men du skal da heller ikke snydes for et par overskrifter for mit 2007.

Vægten starter på 105 kg, og skal målet om 95 kg til sommer opfyldes, skal jeg altså smide 10 kg på et halvt år. Det lyder lidt vildt, men jeg vælger lige at køre et spin på det: Jeg har en formodning om, at et par kilo af min nuværende vægt er væske og andet "snavs" ophobet i den sidste uges mad- og alkohol-helvede, så jeg på fredag/lørdag vil lande omkring 103. Dernæst vil jeg være tilfreds med at veje 98 kg til sommer, og bingo skal jeg altså kun smide 5 kg... Se det lyder straks meget bedre, ikk'?

Økonomisk skal der være styr på sagerne. Løn- og budgetkonto skal året ud køre med sorte tal. Og med den fornuftige lønstigning, jeg er blevet tildelt, tror jeg også det skal lykkes. Det ser i hvert fald helt OK ud lige nu. Jeg kom igennem december uden de store skrammer.

På det rent personlige plan så må hende der Den Rigtige da gerne indfinde sig. Men jeg har nu heller ikke noget imod at øve mig på forskellige kandidater indtil hun dukker op. Under alle omstændigheder så er det planen, at antallet af bitre og harcelerende blog-indlæg om de underlige og vægelsindede kvinder skal reduceres til et minimum her i '07 - og gerne afløses af slibrige, detaljerede, ja nærmest porno-agtige beretninger ;-) Og hvordan det så skal ske, tjah det kan være jeg kommer lidt nærmere ind på senere (man skal jo heller ikke tage munden for fuld her til at starte med).

Indtil næste gang vil jeg smutte for nu (kan man egentlig sige det?). Nu er det snart 3. januar. Før vi får set os om, er det her år også gået...

5. december 2006

Det breder sig...



(Klik på billedet for en større version)

15. november 2006

Sandheden er ilde... talt?


Det følgende indlæg er baseret på virkelige hændelser...

Man siger, sandheden er ilde hørt, og sådan er det givetvis også nogle gange. Men at sandheden også er ilde talt, går stille og roligt op for mig (jeg er snart 34 år, men ret langsom i optrækket - bær over med mig...).

Hvad jeg mener med "ilde talt"? Jeg vil starte med at spørge mig selv og eventuelt interesserede, om det virkelig bare er mig som er uheldig, eller om det generelt bare er så skidesvært for folk at fortælle sandheden, når den har bare det mindste skær af "dårlige nyheder" over sig?

Nej, det sker ikke kun for mig, det kan jeg jo se og høre rundt omkring, så det må jo være noget generelt. Jeg ved godt, at nogle - bl.a. min veninde Prinsessen - mener, det overvejende er en mandeting, men jeg må konstatere, at det bestemt også gælder for kvinder.

(Jeg skal indskyde, at med sandhed og dårlige nyheder, så menes i dette indlæg ting, som kan skubbes ind under forholds-paraplyen. På andre områder er det åbenbart let. "Hey, der er nogen der har smadret din cykel og stukket ild til den ude på gaden". Et lidt tænkt eksempel, javel, men sådan en ville tilsyneladende være lettere at formidle end "Hey, jeg synes vi skal stoppe bekendtskabet")

Mens det går godt, er der ingen grænser for SMS'er, mails, telefonopkald... Men så snart det begynder at gå lidt den anden vej, hvad så? Tavshed, kortfattede beskeder, ubesvarede opkald. Man prøver ihærdigt og naivt at holde modet oppe og overbevise sig selv om, at det enten bare er indbildning, eller at der er alt muligt andet galt end dét, man inderst inde godt ved: At det er slut. Interessen er væk. Så man prøver med alle mulige fjollede beskeder og tonsvis af smiley'er at prikke til hende, men lige meget hjælper det.

Og så er det, de sølle rester af ens stolthed omsider slår til, og siger "hey, hvis hun vil ende det, så må hun sgu komme ud af busken. Hun skal ikke have lov bare at svare ja til, om det er slut". Så man indleder en tavshedsmanøvre i håb og forvisning om, at så må hun da til sidst stemple ind. Men hvad sker der? Tjah, faktisk overhovedet ingenting.

På dette stadie går man enten amok og får sagt nogle mindre velovervejede ting, eller hvis man er rigtig naiv, så har man stadig et lille håb tilbage. Dette håb har forklædt sig som en frygt for at der er sket hende noget. Måske er hun gledet i sæben i brusebadet... Det er derfor hun ikke har svaret...

Så man kryber til korset. Et ynkeligt, lille ormehuls- og mosbeklædt kors. Som en hund har pisset op af... (er det malerisk nok?). Og så spørger man "er der noget galt?" Måske får man svaret 'nej' - som et par dage senere bliver vekslet til et 'ja'. Eller også får man et svar af typen "jeg kan ikke helt overskue det lige nu", "jeg har brug for tid til at tænke" eller andre variationer.

Nå jamen du skulle da endelig ikke have sagt noget til mig lidt tidligere!

Jeg skynder mig på dette tidspunkt at indskyde, at dette ikke er et udfald mod kvinder som sådan. Ej heller gælder det alle kvinder jeg har kendt. Og endnu mindre er det et forsøg på at pudse min egen glorie og ophøje mig selv til Ærlighedens Mester. Jeg synes bare dette scenarie er set lidt for ofte og lidt for nyligt, og nu må jeg have det ud.

Jeg stiller mig selv indtil flere spørgsmål. For det første... hvorfor? Jeg går automatisk ud fra, at det ikke skyldes hverken ondskab eller ligegyldighed. Det ved jeg, fordi jeg har kendt de hersens kvinder, og vurderer at de ikke er sådan. De holder ikke sandheden fra mig for at såre mig. De holder sandheden fra mig for ikke at såre mig. Dét og så et par gram konfliktskyhed. Og det leder mig hen til spørgsmålet... hvorfor? Er jeg typen, som enten går fuldstændig amok, når nogen fortæller mig dårlige nyheder, eller knækker jeg sammen i hulkegråd? Ingen af delene, så deri kan grunden ikke ligge.

"Men vent", kan jeg høre nogen indvende. "Har du dog aldrig selv har gjort sådan?"

Jo, jeg har. For nogle år siden var der et par situationer, hvor jeg ville gøre det forbi med en kæreste, men jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle få det sagt. For jeg ville jo ikke gøre hende ked af det. Så jeg valgte den lusede udvej: Hvis jeg nu begynder at ignorere hende, så må hun jo finde ud af, at jeg ikke gider hende mere. Jøsses...

Men vi bliver jo alle ældre. Eller gør vi? De kvinder, jeg her klager min nød over, er bestemt blevet konfirmeret mindst én gang, og de er ikke novicer i 'the dating game'. Så er det sådan de ender et forhold? Åbenbart.

Lad mig runde dette tilsyneladende endeløse indlæg af med en morale (komplet med strygere og det hele): Vær altid ærlig i et forhold. Både når du går ind i det, og når du går ud af det. Sig til når det går godt, og når det går skidt. Det kan godt være det sårer din partner at høre, at du er utilfreds, eller sågar vil stoppe forholdet. Men ikke i nærheden af hvor meget sårer selv at skulle finde ud af, hvordan tingene hænger sammen.

Notabene... De ovenstående erfaringer er primært - men ikke udelukkende - gjort via nye bekendtskaber. Man turde håbe, at længerevarende forhold bærer præg af ærlighed og face-to-face kontakt. Men nu om stunder er det jo tilladt at slå op via SMS eller Messenger. Det i sig selv er et blog-indlæg værdigt...

26. oktober 2006

Det store spørgsmål...


Kan man være ven med sin eks? Det var et citat fra Peter Asschenfeldt - denne skeløjede energibombe - som fik mig til at tænke på det. I forbindelse med sin kommende 50-års fødselsdagsfest udtaler han bl.a.:

- Jeg er single lige nu, men mine ekskærester kommer allesammen, og dem har jeg det stadigvæk fint med.

Én ting er at have det "fint" med en eks - altså at man ikke kaster ting efter hinanden når man er inden for kaste-radius. Men ligefrem at invitere dem til sin runde fødselsdag? Har Peter virkelig knækket koden og fundet ud af, hvordan man ikke bare kan skilles som gode venner, men ligefrem fortsætte i samme stil? Er det derfor han altid er så kvalmende glad? Eller er hans ekskærester bare en flok guldgravere, der stadig nyder godt at, at der falder noget god mad og champagne af - og måske dyre gaver hver jul?

Jeg hælder mest til det sidste...

Jeg troede engang, at det kunne lade sig gøre. Når man nu var skiltes nogenlunde udramatisk, kunne man så ikke lige så godt holde kontakten? Man er jo ikke dødsfjender, og der er højst sandsynligt stadig nogle ting, man kan lide hos hinanden.

Men kære læser... Jeg har indset, at det er en illusion, som vil briste før eller siden. Der ligger for meget fortid og ulmer til at det kan holde. Og når der på et tidspunkt kommer en ny kæreste til, så er der ikke længere plads til den gamle. Det virker måske endda underligt at have kontakt til eks'en.

Jeg er følgelig kommet til disse konklusioner:

  • Selvom man har de bedste intentioner om at holde kontakten, vil den efter kort tid dø lige så stille ud.
  • Hvis den ene af parterne forsøger at holde kontakten, så er det dybest set fordi vedkommende ønsker at kæresteforholdet skal genoptages...
Derfor er mit råd: Lad være med at forsøge at holde en venskabs-kontakt med din ekskæreste, med mindre I begge er 100% overbeviste om, at det kan holde, og at I kan holde til kun at være venner. Ellers vil den ene eller begge to blive skuffede - og en dag skrive om det på sin blog...

Hvis der er nogen blandt denne blogs tusindtallige læserskare, som har et levende venskab kørende med en eks, så hører jeg gerne om det...

P.S. Hvis du aner en undertone af bitterhed i dette indlæg, så er det forkert... Helt forkert, hører du!