Sprog-fif...

Nu har jeg vist ventet længe nok. Men jeg er jo sproguddannet, så på et eller andet tidspunkt måtte jeg jo lave et indlæg, der handler om det danske sprog, og hvordan vi behandler det. Så i det følgende vil jeg lave en kort opridsning af fejl, man støder på i det daglige, og som kan irritere mig i større eller mindre grad.

Nej, der findes ikke noget sprog-politi, og man bliver ikke smidt i fængsel for at bruge de grammatiske regler forkert. Jeg forsøger bestemt heller ikke at gøre mig til overbetjent i det korps. Men vi har jo trods alt igennem tiderne vedtaget nogle regler, nedskrevet dem, og underviser nogenlunde grundigt i dansk op igennem folkeskolen. Så jeg synes man bør gøre sit bedste og koncentrere sig lidt mere for at lære og følge de regler. Om ikke andet, så for at gøre mig glad :-) Argumentet "ja ja, du forstår jo hvad jeg mener" holder altså ikke... Jeg anerkender fuldt ud, at der er noget der hedder ordblindhed eller bare medfødt dårlig stavning. Men jeg er også overbevist om, at mange af de sprogfejl man ser, bare er generel sjusk. Hvis du synes jeg i det følgende lyder nørdet eller bedrevidende, så er det sikkert rigtigt...

Egentlig synes jeg ikke det står helt så skidt til med sproget. Faktisk øjner jeg måske en svag bedring generelt. Måske pga. en øget fokus forskellige steder fra. Min tidligere kæphest "SMS-sproget" er så småt ved at uddø, ganske givet pga. "SMS-pakkernes" indtog hos teleselskaberne. Man kan sende en million milliard SMS'er for 100 kr. og skal således ikke holde sig under 160 tegn for at holde omkostningerne nede. Det kan igen svare sig at danne hele sætninger i stedet for det umulige SMS-sprog, som også gjorde sit indtog i andre sammenhænge. Der er stadig nogle stædige folk, som ønsker at skrive 'oz' og 'sys' i stedet for 'også' og 'synes'. Hvorfor ved jeg ikke (og hvordan er 'oki' egentlig opstået? Skriv dog 'okay', menneske!) Samtidig skriver folk nutildags meget mere end tidligere. Man debatterer på alverdens debatfora og er derfor nødt til at gøre sig nogenlunde forståelig for at kunne deltage. Sprogtræningen er klart øget.

Men der er nogle sprogbøffer, som kan bringe mit pis i kog, og dem vil jeg nævne nogle stykker af i det følgende. Ligge/lægge-problematikken gider jeg næsten ikke komme ind på, for den tror jeg aldrig folk lærer (jeg får stadig et akut anfald af røde hunde, hvis jeg hører en person sige "jeg har lagt syg hele weekenden", men jeg prøver at beherske mig). Se reglerne her (klik på L), hvis du selv er i tvivl.

Endelser
Det er underligt, men nogle sprogfejl synes at brede sig. Lige nu synes jeg, man ser fejl i endelser overalt. Folk har utroligt svært ved at huske, at danske udsagnsord i nutid i langt de fleste tilfælde slutter på et -r - også de ord, hvor man ikke kan høre det! Og et ord i navnemåde ender ikke på et -r. Og folk synes på mystisk vis konsekvent at vælge den forkerte løsning. "Jeg køre på arbejde". "Jeg har lært at kører i bil" Nej, omvendt! Hvis du er i tvivl, så byt ordet ud med et, du ikke er i tvivl om, f.eks. cykle. Jeg tvivler på, at nogen ville skrive "Jeg cykle på arbejde", eller "Jeg har lært at cykler"... Det er samme princip og såre simpelt.

Sammensatte ord
Man kan nok ikke benægte, at engelsk påvirker det danske sprog en del. Det tror pokker, når det er overalt. Men det ændrer ikke ved det faktum, at sammensatte ord skrives ud i ét på dansk. Det hedder altså ikke 'fodbold spiller', 'bank direktør' eller 'masse mord'. For det meste kan man selvfølgelig gætte sig til hvad der menes, men det sidste eksempel kunne jo skabe nogen forvirring, f.eks. i en overskrift som "masse mord i USA". Menes der mon en masse mord i USA, eller massemord? Eller hvad med "bank direktøren"? Det er jo en opfordring til vold! Tænk over det, lær det, og gør mig glad...

Forholdsord
Støtte op om. Kommentere på. Velkommen til. Hæve op. De små forholdsord sniger sig tilsyneladende ind alle vegne, og ofte vælges enten et overflødigt ord eller bare et forkert. Måske synes nogen det virker så tomt bare at sige "jeg støtter dit forslag". Derfor vælges "jeg støtter op om dit forslag". Og samme princip ligger sikkert bag "min fod hæver op". Men det er bare forkert. 'Kommentere på' er sikkert bare lånt fra det engelske 'comment on', men ikke desto mindre skal man altså bare nøjes med at kommentere noget - uden 'på'. Det er sikkert svært at rette op på disse fejl, med mindre man har en decideret interesse i sprog, for nogle fejl bliver til sidst gentaget så mange gange, at de bliver alment accepteret. Og så kunne jeg starte en helt ny diskussion om folkeskoler, journalisthøjskoler og andre steder, hvor sproglære måske kunne strammes op.

Men det vil jeg ikke lige nu. Jeg vil med dette indlæg sådan set bare opfordre dem, som nu måtte have behov og lyst til det, til i nogle situationer lige at tænke sig om en ekstra gang. Læs i det mindste lige dit indlæg, din SMS eller din blog igennem en gang til inden du trykker send, OK, eller publicér. Så er du nået et stykke på vejen.

EDIT! (19-06-2007) Jeg er faldet over den geniale hjemmeside Fiduso, som tager ovennævnte - og mange flere - sprogproblemer under behandling. Skønt...!

Når friheden bliver et fængsel...

Jeg kunne også have kaldt indlægget "en afgrund af frihed" til ære for den elendige danske 80'er-film, som lige nu kører på TV2 Film. Eller måske "kan man virkelig ønske sig tilbage på arbejdet når man har fri?" Hmm, jeg ved ikke om jeg helt er nået dertil endnu, men det er tæt på...

Som de fleste har opdaget, er Danmark lammet af snestormen - især den nordlige del af landet. For mit eget vedkommende betyder det, at jeg for anden dag i træk ikke er kommet på arbejde, idet hele busdriften i Aalborg er nede. Det er jo egentlig en fed ting i sig selv. I går affødte det en større jubeldans foran computeren, da det gik op for mig, at det ville være umuligt at komme på job. Men da situationen gentog sig i dag, var min jubel noget mere afdæmpet. Det er fedt nok at have fri, men helst når man selv beder om det. Og allerhelst når man ikke er spærret inde i sit eget hjem. Man kan jo nærmest ikke gå nogen steder. Sneen fyger, og man skal vade igennem store snedriver. Og når man så kommer frem til supermarkedet, så har de selvfølgelig ikke fået leveret deres varer. Hjem til fængslet igen og kigge ud igennem tremmerne...

Lad os nu få ryddet de veje, så verden kan komme i gang igen.

Nå, nu fik jeg da brugt 20 minutter på dette indlæg. Næste aktivitet: Boglæsning.

Så hils sgu da!

Jeg har længe gået og irriteret mig over det her, og nu fik endnu et tilfælde proppen til at ryge af, så jeg må have det ud på denne blog (det er altså en genial opfindelse).

Hvorfor kan folk ikke finde ud af at hilse!?

Jeg står nede i vaskekælderen og hælder en omgang kulørt i maskinen. Vaskekælderen benyttes af tre opgange, så det vælter altså ikke rundt med "fremmede mennesker" dernede. Jeg står der alene, men så låses døren op, og ind træder en lidt ældre dame. Jeg kender hende ikke, men da vi jo bor i samme bygning og er i færd med den samme aktivitet, synes jeg det er ret naturligt at give hende et venligt og nogenlunde højlydt "goddaw". Men hvad sker der? Hun stikker mig et nærmest vredt blik og går uden en lyd forbi mig hen til tørretumbleren og begynder at hive sit tøj ud...

Hallo, mand... Så hils sgu da! Jeg fatter det altså ikke. Og her kan man ikke en gang skyde skylden på den 'uforskammede ungdom'. Hende her var vel 65. Slag på tasken (og nej, med det mener jeg ikke at jeg vil udøve vold på den gamle, selvom hun næsten havde fortjent det). Men sådan cirka.

Jeg forstår ikke, hvorfor mange folk er så bange for at vise lidt glæde og høflighed over for andre mennesker. Selv kollegaer på arbejdet opfører sig sådan. Mange er gode til at hilse, ros til dem. Men for lige så mange er det helt utænkeligt at hilse på en person, som man måske ikke lige kender eller har snakket med, men som man trods alt har set før.

Der er typisk tre reaktioner fra folk, som man hilser på (heri ikke medregnet de, som hilser tilbage): 1) Den overraskede ("jeg kender ikke ham der, så hvorfor hilser han på mig...?") 2) Den sure ("jeg kender ikke ham der, så hvorfor fanden hilser han på mig...?") og 3) Den ignorerende ("jeg kender ikke ham der, så jeg går forbi uden at kigge på ham...").

Til dem vil jeg bare sige: Det kan godt være, I lever et så småligt og indebrændt liv, at I ikke har overskud til at hilse først - selvom vi er kollegaer, naboer, forældre til unger i samme børnehave eller andet - men hav da for pokker værdighed og høflighed nok til at hilse tilbage, når nogen stikker jer et davs!

Og nu er vaskemaskinen vist snart klar. Jeg håber den gamle er væk...

Sandheden er ilde... talt?

Det følgende indlæg er baseret på virkelige hændelser...

Man siger, sandheden er ilde hørt, og sådan er det givetvis også nogle gange. Men at sandheden også er ilde talt, går stille og roligt op for mig (jeg er snart 34 år, men ret langsom i optrækket - bær over med mig...).

Hvad jeg mener med "ilde talt"? Jeg vil starte med at spørge mig selv og eventuelt interesserede, om det virkelig bare er mig som er uheldig, eller om det generelt bare er så skidesvært for folk at fortælle sandheden, når den har bare det mindste skær af "dårlige nyheder" over sig?

Nej, det sker ikke kun for mig, det kan jeg jo se og høre rundt omkring, så det må jo være noget generelt. Jeg ved godt, at nogle - bl.a. min veninde Prinsessen - mener, det overvejende er en mandeting, men jeg må konstatere, at det bestemt også gælder for kvinder.

(Jeg skal indskyde, at med sandhed og dårlige nyheder, så menes i dette indlæg ting, som kan skubbes ind under forholds-paraplyen. På andre områder er det åbenbart let. "Hey, der er nogen der har smadret din cykel og stukket ild til den ude på gaden". Et lidt tænkt eksempel, javel, men sådan en ville tilsyneladende være lettere at formidle end "Hey, jeg synes vi skal stoppe bekendtskabet")

Mens det går godt, er der ingen grænser for SMS'er, mails, telefonopkald... Men så snart det begynder at gå lidt den anden vej, hvad så? Tavshed, kortfattede beskeder, ubesvarede opkald. Man prøver ihærdigt og naivt at holde modet oppe og overbevise sig selv om, at det enten bare er indbildning, eller at der er alt muligt andet galt end dét, man inderst inde godt ved: At det er slut. Interessen er væk. Så man prøver med alle mulige fjollede beskeder og tonsvis af smiley'er at prikke til hende, men lige meget hjælper det.

Og så er det, de sølle rester af ens stolthed omsider slår til, og siger "hey, hvis hun vil ende det, så må hun sgu komme ud af busken. Hun skal ikke have lov bare at svare ja til, om det er slut". Så man indleder en tavshedsmanøvre i håb og forvisning om, at så må hun da til sidst stemple ind. Men hvad sker der? Tjah, faktisk overhovedet ingenting.

På dette stadie går man enten amok og får sagt nogle mindre velovervejede ting, eller hvis man er rigtig naiv, så har man stadig et lille håb tilbage. Dette håb har forklædt sig som en frygt for at der er sket hende noget. Måske er hun gledet i sæben i brusebadet... Det er derfor hun ikke har svaret...

Så man kryber til korset. Et ynkeligt, lille ormehuls- og mosbeklædt kors. Som en hund har pisset op af... (er det malerisk nok?). Og så spørger man "er der noget galt?" Måske får man svaret 'nej' - som et par dage senere bliver vekslet til et 'ja'. Eller også får man et svar af typen "jeg kan ikke helt overskue det lige nu", "jeg har brug for tid til at tænke" eller andre variationer.

Nå jamen du skulle da endelig ikke have sagt noget til mig lidt tidligere!

Jeg skynder mig på dette tidspunkt at indskyde, at dette ikke er et udfald mod kvinder som sådan. Ej heller gælder det alle kvinder jeg har kendt. Og endnu mindre er det et forsøg på at pudse min egen glorie og ophøje mig selv til Ærlighedens Mester. Jeg synes bare dette scenarie er set lidt for ofte og lidt for nyligt, og nu må jeg have det ud.

Jeg stiller mig selv indtil flere spørgsmål. For det første... hvorfor? Jeg går automatisk ud fra, at det ikke skyldes hverken ondskab eller ligegyldighed. Det ved jeg, fordi jeg har kendt de hersens kvinder, og vurderer at de ikke er sådan. De holder ikke sandheden fra mig for at såre mig. De holder sandheden fra mig for ikke at såre mig. Dét og så et par gram konfliktskyhed. Og det leder mig hen til spørgsmålet... hvorfor? Er jeg typen, som enten går fuldstændig amok, når nogen fortæller mig dårlige nyheder, eller knækker jeg sammen i hulkegråd? Ingen af delene, så deri kan grunden ikke ligge.

"Men vent", kan jeg høre nogen indvende. "Har du dog aldrig selv har gjort sådan?"

Jo, jeg har. For nogle år siden var der et par situationer, hvor jeg ville gøre det forbi med en kæreste, men jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle få det sagt. For jeg ville jo ikke gøre hende ked af det. Så jeg valgte den lusede udvej: Hvis jeg nu begynder at ignorere hende, så må hun jo finde ud af, at jeg ikke gider hende mere. Jøsses...

Men vi bliver jo alle ældre. Eller gør vi? De kvinder, jeg her klager min nød over, er bestemt blevet konfirmeret mindst én gang, og de er ikke novicer i 'the dating game'. Så er det sådan de ender et forhold? Åbenbart.

Lad mig runde dette tilsyneladende endeløse indlæg af med en morale (komplet med strygere og det hele): Vær altid ærlig i et forhold. Både når du går ind i det, og når du går ud af det. Sig til når det går godt, og når det går skidt. Det kan godt være det sårer din partner at høre, at du er utilfreds, eller sågar vil stoppe forholdet. Men ikke i nærheden af hvor meget sårer selv at skulle finde ud af, hvordan tingene hænger sammen.

Notabene... De ovenstående erfaringer er primært - men ikke udelukkende - gjort via nye bekendtskaber. Man turde håbe, at længerevarende forhold bærer præg af ærlighed og face-to-face kontakt. Men nu om stunder er det jo tilladt at slå op via SMS eller Messenger. Det i sig selv er et blog-indlæg værdigt...

Voxpop - nyhedsverdenens svøbe...

Efter et indslag i nyhederne til aften (på DR eller TV2 - kan ikke lige huske hvor) blev jeg igen grænseløst irriteret over, at endnu et indslag skulle rundes af med et voxpop-interview*.

I dag holdes der midtvejsvalg i USA, men det kunne nyhedsudsendelsen naturligvis ikke nøjes med at informere os om. Næh der skulle pinedød stilles direkte om til en bar et sted i Danmark, som indehaves af en mand fra Houston... For så fik vi jo en "relevant" vinkel på det hele, ikke? USA, mand på gulvet, som det dumme kvæg i stuerne kan identificere sig med, og vigtigst af alt: LIVE! Det er jo ikke virkeligt, hvis ikke vi kan se en mikrofon-holder spørge et medlem af befolkningen "hvordan stemningen er". Lige NU...

Åhr, hvor det dog trætter mig. I tidernes morgen blev voxpop brugt dejligt sparsomt. Som en 'munter' afrunding på nyhederne. Et par tilskuere på vej til landskamp, for eksempel. Men i dag skal snart sagt alle nyhedsindslag sovses ind i disse menig-mands interviews - og helst direkte. Og hvorfor? Hvorfor er det, vi skal høre om alle disse almindelige menneskers mening om regeringen, om daginstitutionerne, om Marys påklædning, om drivhuseffekt, boligpriser og sexmesser? En gang imellem er det forfriskende nok lige at komme ud på gadeplan. Men ikke hele tiden!

Jeg frygter for den kommende 24-timers nyhedskanal TV2 News, som praler med at ville levere nyheder "når de sker, mens de sker". Altså flere direkte indslag med kommentarer og "stemninger" fra tilfældige danskere. Det bliver frygteligt...

P.S. Jeg ved ikke hvad bar-manden fra Houston havde at sige. Enten fordi det var så ligegyldigt, eller fordi blodet bankede så højt i mine ører.

______________
*Voxpop defineres oprindeligt som gade-interviews uden en vært eller interviewer, hvor forbipasserende får lov at udtale sig til et kamera om et specifikt emne, men såvidt jeg er orienteret, betegner TV-stationerne også regulære interviews med folk på gader og stræder som voxpop. Sådan bruger jeg i hvert fald betegnelsen i dette indlæg.

Stormen er over os!

Så er årets første storm på vej, og TV-kanalernes nyhedsredaktioner har allerede sendt en hær af reportere ud på havnekajer, broer, strandkanter, og andre steder hvor man kan forvente at det blæser allermest. For at sende direkte fra den frygtelige storm. For det er jo ikke virkeligt, hvis ikke man sender direkte, vel?

Jeg kan allerede høre indslagene, helt fra morgen-TV og frem: "Og vi stiller direkte om til Aggersund-broen i Nordjylland. Hvordan er stemningen på broen lige nu?" Og reporteren - som hænger vandret i luften med én hånd på en bropille og den anden holdende verdens største pelsbeklædte mikrofon - råber noget om bæltekøretøjer og vandstande. Og alt hvad man selv behøver at gøre, er at se ud af vinduet. Slap dog af, medier. Det blæser i Danmark. Det har det altid gjort, og det vil det altid gøre. Hvis der sker store skader et sted, så fortæl os om det. Men jeg gider altså ikke se en reporter med parca-coaten lynet helt op i panden fortælle at "her blæser det også"...

Stop det hysteri!

Det store spørgsmål...

Kan man være ven med sin eks? Det var et citat fra Peter Asschenfeldt - denne skeløjede energibombe - som fik mig til at tænke på det. I forbindelse med sin kommende 50-års fødselsdagsfest udtaler han bl.a.:

- Jeg er single lige nu, men mine ekskærester kommer allesammen, og dem har jeg det stadigvæk fint med.

Én ting er at have det "fint" med en eks - altså at man ikke kaster ting efter hinanden når man er inden for kaste-radius. Men ligefrem at invitere dem til sin runde fødselsdag? Har Peter virkelig knækket koden og fundet ud af, hvordan man ikke bare kan skilles som gode venner, men ligefrem fortsætte i samme stil? Er det derfor han altid er så kvalmende glad? Eller er hans ekskærester bare en flok guldgravere, der stadig nyder godt at, at der falder noget god mad og champagne af - og måske dyre gaver hver jul?

Jeg hælder mest til det sidste...

Jeg troede engang, at det kunne lade sig gøre. Når man nu var skiltes nogenlunde udramatisk, kunne man så ikke lige så godt holde kontakten? Man er jo ikke dødsfjender, og der er højst sandsynligt stadig nogle ting, man kan lide hos hinanden.

Men kære læser... Jeg har indset, at det er en illusion, som vil briste før eller siden. Der ligger for meget fortid og ulmer til at det kan holde. Og når der på et tidspunkt kommer en ny kæreste til, så er der ikke længere plads til den gamle. Det virker måske endda underligt at have kontakt til eks'en.

Jeg er følgelig kommet til disse konklusioner:

• Selvom man har de bedste intentioner om at holde kontakten, vil den efter kort tid dø lige så stille ud.
• Hvis den ene af parterne forsøger at holde kontakten, så er det dybest set fordi vedkommende ønsker at kæresteforholdet skal genoptages...

Derfor er mit råd: Lad være med at forsøge at holde en venskabs-kontakt med din ekskæreste, med mindre I begge er 100% overbeviste om, at det kan holde, og at I kan holde til kun at være venner. Ellers vil den ene eller begge to blive skuffede - og en dag skrive om det på sin blog...

Hvis der er nogen blandt denne blogs tusindtallige læserskare, som har et levende venskab kørende med en eks, så hører jeg gerne om det...

P.S. Hvis du aner en undertone af bitterhed i dette indlæg, så er det forkert... Helt forkert, hører du!