Først er man oppe at køre i juledagene med gaver, mad, alkohol, festivitas. Så følger et par hverdage, og så skal man dreje sig op igen til en ny fest nytårsaften med mere mad, alkohol, gæster, larm og støj. Og så indfinder hverdagen sig for alvor i januar. Bakke og dal. Heraf den snedige overskrift.
Hvem har også fundet på, at jul og nytår skal ligge inden for samme uge? Det er jo nærmest umenneskeligt, både for kroppen og pengepungen. Nu er jeg ikke på nogen måde ekspert i religionshistorie - ja faktisk er min viden temmelig begrænset - men jeg mener at vide, at julen baseres på en arbitrær tolkning. Nogen har med andre ord besluttet at julen skal ligge i dagene omkring den 24. december (jeg burde have Google't intenst inden dette indlæg, men what the hey)...
På samme måde begrænser min viden om forskellige andre urgamle traditioner sig til "er det ikke noget med at...". Således har nytårets placering i kalenderen sikkert noget med solhverv og gamle besværgelser at gøre. (Bombarder mig endelig med svinere, hvis jeg er helt ude i hampen hér).
Men tænk hvis disse to grupper af langskæggede druider og vise mænd havde talt sammen i tidernes morgen. Så tror jeg ikke de ville have lagt jul og nytår klods op af hinanden. Heller ikke selvom begreber som julefrokoster og januarudsalg var ukendte dengang. Men simpelthen fordi det bare ikke er forsvarligt - hverken sundhedsmæssigt eller økonomisk - at lægge to så store fejringer med en uges mellemrum.
Det allerbedste ville have været at julen lå om sommeren. Tænk sig, alt det fede mad vi alligevel æder i løbet af sommeren ville pludselig finde sin berettigelse. Stegen eller anden kunne laves i Weber-grillen i haven, og rødvin smager også meget bedre på en lun sommeraften i skæret af den nedgående sol...
Og så ville der være ½ år til det næste højdepunkt, nytårsaften. Man ville have meget bedre tid til at planlægge og købe ind, i stedet for en 3-4 dage hvor man står på nakken af de andre desperate handlende.
'Og hvad så med min barndoms hvide jul', siger du måske... Jamen hvis du er så hooked på de 5 procents chance for sne juleaften, så kunne vi da også bytte de to højtider (det er jo alligevel et tanke-eksperiment). Nytår om sommeren og jul til vinter.
Jeg synes bare, at det her kaos er ret upraktisk.
29. december 2006
24. december 2006
19. december 2006
Min TV-jul
Jeg sidder og tænker på, hvilke juletraditioner jeg har. Altså sådan for mig selv. Ikke julefrokost med familien 2. juledag og den slags. Mine egne. Har jeg egentlig sådan nogle? Tjoh, det har jeg vel, men det er vist kun inden for film og TV, det foregår. Men eftersom 80% af alt det gode fjernsyn på et helt år sendes i de 8-10 dage omkring jul og nytår er det vel ikke så sært. Og derudover er der også et par dvd-film, som skal ses.
"Alene Hjemme" er en af de film, jeg ryger i år efter år. Den bliver sendt på alle kanalerne, og jeg har det med at se dem allesammen. Let, mainstream, små-sentimental underholdning, javel, men ikke desto mindre er det nok den film jeg har grinet mest af nogensinde. Første gang jeg så den, kunne jeg slet ikke få luft til sidst. Den sidste halve time, hvor de to forbrydere skal igennem Kevins hurlumhejhus, er uovertruffen. Den dag i dag er jeg ved at kvæles af grin, når Kevin sætter edderkoppen på Marvs ansigt, og han udstøder et vildt kvindeskrig (måske fordi jeg selv ville reagere sådan, hvad ved jeg...).
Ringenes Herre-trilogien på dvd. Den tradition blev jo startet i biograferne i julen 2001, så det er som om, at filmene hører julen til. Det må TV2 åbenbart også mene, siden de nu sender dem alle tre her i juledagene. Jeg tager dem dog på dvd. Der kommer godt nok nogle minder med en ekskæreste ind over, når jeg ser dem, men hvis bare jeg bliver ved, forsvinder de nok med tiden. Jeg synes allerede det har hjulpet...
Og så kommer jeg vel ikke uden om Disney's juleshow juleaftensdag. Det er jo ren nostalgi og betyder en del. Mere end jeg troede, fandt jeg ud af for et par år siden. Jeg sad og så udsendelsen alene, inden jeg skulle hjem til de gamle. Stille og roligt og nød traditionen og de kære tegnefilm. Men så pludselig midt i Askepot (da musene og fuglene præsenterer kjolen) blev jeg vildt rørt. Det kom helt ud af det blå. Tårerne vældede frem i øjnene... Jeg ved stadig ikke helt hvad reaktionen gik ud på. Om det var fordi nogle små dyr, som på mystisk vis kan tale, havde lavet en kjole til en pige, så hun kunne komme i byen, eller det bare var de gamle minder der vældede frem, ved jeg ikke. Sikkert en blanding. Men det var da en spøjs oplevelse. Det er ikke sket siden, så jeg var nok bare ekstra sensitiv den aften.
Ellers er der vel bare film som Die Hard og The Sound of Music (hvorfor er den film egentlig blevet en juletradition?) som skal ses. Og så tror jeg måske også War of the Worlds med Tom Cruise skal sættes i afspilleren. Den så jeg sidste år, så det gør jeg nok igen.
Det var mine (TV)-traditioner. Hvad er dine?
"Alene Hjemme" er en af de film, jeg ryger i år efter år. Den bliver sendt på alle kanalerne, og jeg har det med at se dem allesammen. Let, mainstream, små-sentimental underholdning, javel, men ikke desto mindre er det nok den film jeg har grinet mest af nogensinde. Første gang jeg så den, kunne jeg slet ikke få luft til sidst. Den sidste halve time, hvor de to forbrydere skal igennem Kevins hurlumhejhus, er uovertruffen. Den dag i dag er jeg ved at kvæles af grin, når Kevin sætter edderkoppen på Marvs ansigt, og han udstøder et vildt kvindeskrig (måske fordi jeg selv ville reagere sådan, hvad ved jeg...).
Ringenes Herre-trilogien på dvd. Den tradition blev jo startet i biograferne i julen 2001, så det er som om, at filmene hører julen til. Det må TV2 åbenbart også mene, siden de nu sender dem alle tre her i juledagene. Jeg tager dem dog på dvd. Der kommer godt nok nogle minder med en ekskæreste ind over, når jeg ser dem, men hvis bare jeg bliver ved, forsvinder de nok med tiden. Jeg synes allerede det har hjulpet...
Og så kommer jeg vel ikke uden om Disney's juleshow juleaftensdag. Det er jo ren nostalgi og betyder en del. Mere end jeg troede, fandt jeg ud af for et par år siden. Jeg sad og så udsendelsen alene, inden jeg skulle hjem til de gamle. Stille og roligt og nød traditionen og de kære tegnefilm. Men så pludselig midt i Askepot (da musene og fuglene præsenterer kjolen) blev jeg vildt rørt. Det kom helt ud af det blå. Tårerne vældede frem i øjnene... Jeg ved stadig ikke helt hvad reaktionen gik ud på. Om det var fordi nogle små dyr, som på mystisk vis kan tale, havde lavet en kjole til en pige, så hun kunne komme i byen, eller det bare var de gamle minder der vældede frem, ved jeg ikke. Sikkert en blanding. Men det var da en spøjs oplevelse. Det er ikke sket siden, så jeg var nok bare ekstra sensitiv den aften.
Ellers er der vel bare film som Die Hard og The Sound of Music (hvorfor er den film egentlig blevet en juletradition?) som skal ses. Og så tror jeg måske også War of the Worlds med Tom Cruise skal sættes i afspilleren. Den så jeg sidste år, så det gør jeg nok igen.
Det var mine (TV)-traditioner. Hvad er dine?
15. december 2006
Pimp dit billede
Tilbage til kategorien "rent tidsspilde" (love it!). På PikiPimp kan du bruge i hvert fald 10 minutter af dit liv på at pimpe et portræt, hvis det trænger lidt til det. Der er et utal af objekter, du kan trække henover fotoet, vende og dreje dem, så de passer, og derefter more dig kosteligt.
God fornøjelse!
14. december 2006
Ka' det virkelig passe!?
Netop som man havde opgivet ham, er han tilbage. The man, the myth, the legend... Jakob har fået opdateret sin blog!
Tjek det ud. Jeg er sikker på, at der er tonsvis af ingenting på vej fra Jakobs krøllede hjerne.
Sådan, gamle ven. Velkommen tilbage.
13. december 2006
Livstegn
Jeg må hellere lige give et livstegn her efter fødselsdagen, så min to-tallige læserskare ikke tror jeg enten er død, gået nedenom og hjem, eller bare er helt forsumpet.
Så efter at have fået hvad der forekommer mig som uforholdsmæssig meget heat af en self-righteous motherfucker* (nogle ord ER bare federe på engelsk) for at melde fra til træningen i aften, vil jeg lige droppe et par linier om sår'n lidt løst og fast.
Allerførst: Nej, man mærker ikke noget - et pludseligt hold i ryggen eller en frossen skulder - ved at passere tærsklen fra 33 til 34. Det er vel mere en tilstand, som gradvist forværres, og som man pludselig tænker på. Som f.eks. da jeg ihærdigt prøvede på ikke at komme i byen og fejre min fødselsdag i weekenden af den simple årsag, at de to foregående weekender havde været hårde. Og jeg orkede ikke at ødelægge endnu en hel søndag med larmende tømmermænd. Så går det igen op for én, at man ikke er så ung, som man var engang. Men det gode er omvendt, at når man kommer hertil, så har man egentlig heller ikke noget imod, at det er sådan. Da jeg som 27-28-årig måtte indse, at jeg ikke længere problemfrit kunne klare en dobbelt bytur fredag/lørdag, var det en bitter pille at sluge. Men nu er det jo bare sådan. Man orker det ikke, og man har ingen problemer ved at indrømme det over for sig selv og andre. En sætning som "jeg gider ikke i byen den her weekend, for jeg var i sidste" ville man aldrig sige som 24-årig. Men som 34-årig er den nærmest standard...
Men udover de hårde byture (eller rettere resultatet af dem) føler jeg mig overhovedet ikke gammel (og 34 er jo heller ikke gammel, vel? VEL?). Min fysiske form er vel den bedste i 10 år. Jeg nærmer mig med hastige skridt de magiske 100 kg (vel at mærke i den rigtige retning!) efter at jeg toppede på 113 for bare lidt over et år siden. Når nålen lander på 95 kg - forhåbentlig inden næste sommer - så vil jeg være en glad mand. Og jeg får trænet 3-4 gange om ugen i fitnesscentret. Jeg har holdt motivationen i et helt år nu, og det er vel også 10 år siden det sidst er sket. I de sidste år har jeg trænet sådan drypvist, og det batter jo ingen vegne. Så midtlivskrise? Ikke her (ikke endnu).
Nå men fik jeg så nogle fine gaver, kan jeg mærke du vil vide. Hmm, tjooh, njaarhh... Jeg fik penge af mine forældre (altid brugbart), og for nogle af dem har jeg tidligere købt et fint slips, som skulle flashes til firma-julefrokosten, og så måtte jeg anskaffe mig den fornemme 9-huls fyrfadsstage fra ZALI. Når man kan få sådan et designerprodukt til en tiendedel af den oprindelige pris (jeg fik den for 150 kr.), så er det enten brændvarmt eller også er firmaet ved at dreje nøglen. Jeg sværger at det sidste er tilfældet her. Jeg slog til hurtigere end man kan sige "vejer den virkelig 8 kilo??", og fin ser den ud på spisebordet. Af brormand fik jeg den nye Superman-film på dvd. That's it. Men der er jo heller ikke så længe til næste gaveregn.
Nu vil jeg bevæge mit legeme ind i foran fjernsynet. Selvom mit fjernsyn er i stykker. Det kan kun vise Pyrus og damehåndbold...
_______________
* Jeg nævner ingen navne, men du ved hvem du er, Jakob... (Hm, Gud ved hvorfor jeg bliver ved med at linke til den blog...)
Så efter at have fået hvad der forekommer mig som uforholdsmæssig meget heat af en self-righteous motherfucker* (nogle ord ER bare federe på engelsk) for at melde fra til træningen i aften, vil jeg lige droppe et par linier om sår'n lidt løst og fast.
Allerførst: Nej, man mærker ikke noget - et pludseligt hold i ryggen eller en frossen skulder - ved at passere tærsklen fra 33 til 34. Det er vel mere en tilstand, som gradvist forværres, og som man pludselig tænker på. Som f.eks. da jeg ihærdigt prøvede på ikke at komme i byen og fejre min fødselsdag i weekenden af den simple årsag, at de to foregående weekender havde været hårde. Og jeg orkede ikke at ødelægge endnu en hel søndag med larmende tømmermænd. Så går det igen op for én, at man ikke er så ung, som man var engang. Men det gode er omvendt, at når man kommer hertil, så har man egentlig heller ikke noget imod, at det er sådan. Da jeg som 27-28-årig måtte indse, at jeg ikke længere problemfrit kunne klare en dobbelt bytur fredag/lørdag, var det en bitter pille at sluge. Men nu er det jo bare sådan. Man orker det ikke, og man har ingen problemer ved at indrømme det over for sig selv og andre. En sætning som "jeg gider ikke i byen den her weekend, for jeg var i sidste" ville man aldrig sige som 24-årig. Men som 34-årig er den nærmest standard...
Men udover de hårde byture (eller rettere resultatet af dem) føler jeg mig overhovedet ikke gammel (og 34 er jo heller ikke gammel, vel? VEL?). Min fysiske form er vel den bedste i 10 år. Jeg nærmer mig med hastige skridt de magiske 100 kg (vel at mærke i den rigtige retning!) efter at jeg toppede på 113 for bare lidt over et år siden. Når nålen lander på 95 kg - forhåbentlig inden næste sommer - så vil jeg være en glad mand. Og jeg får trænet 3-4 gange om ugen i fitnesscentret. Jeg har holdt motivationen i et helt år nu, og det er vel også 10 år siden det sidst er sket. I de sidste år har jeg trænet sådan drypvist, og det batter jo ingen vegne. Så midtlivskrise? Ikke her (ikke endnu).
Nå men fik jeg så nogle fine gaver, kan jeg mærke du vil vide. Hmm, tjooh, njaarhh... Jeg fik penge af mine forældre (altid brugbart), og for nogle af dem har jeg tidligere købt et fint slips, som skulle flashes til firma-julefrokosten, og så måtte jeg anskaffe mig den fornemme 9-huls fyrfadsstage fra ZALI. Når man kan få sådan et designerprodukt til en tiendedel af den oprindelige pris (jeg fik den for 150 kr.), så er det enten brændvarmt eller også er firmaet ved at dreje nøglen. Jeg sværger at det sidste er tilfældet her. Jeg slog til hurtigere end man kan sige "vejer den virkelig 8 kilo??", og fin ser den ud på spisebordet. Af brormand fik jeg den nye Superman-film på dvd. That's it. Men der er jo heller ikke så længe til næste gaveregn.
Nu vil jeg bevæge mit legeme ind i foran fjernsynet. Selvom mit fjernsyn er i stykker. Det kan kun vise Pyrus og damehåndbold...
_______________
* Jeg nævner ingen navne, men du ved hvem du er, Jakob... (Hm, Gud ved hvorfor jeg bliver ved med at linke til den blog...)
8. december 2006
Dagen er oprundet
Jeg er fyldt 34 år. Sådan næsten. Det officielle fødselstidspunkt er 00.50, men lad nu det ligge. Dagen er min, så jeg må gøre hvad jeg vil. Vejrudsigten lover regn, men jeg synes ellers jeg har opført mig nogenlunde.
Men nu er jeg jo officielt en halvgammel knark, så jeg vil bruge dagen og aftenen på at sidde i min gyngestol iført en rød velour-slåbrok, rygende på en majspibe og spille bluesmelodier på min saxofon...
Tillykke med fødselsdagen, gamle jas.
Men nu er jeg jo officielt en halvgammel knark, så jeg vil bruge dagen og aftenen på at sidde i min gyngestol iført en rød velour-slåbrok, rygende på en majspibe og spille bluesmelodier på min saxofon...
Tillykke med fødselsdagen, gamle jas.
7. december 2006
Lidt Lego-lir
Den her side er nu ret sjov. Jeg så den første gang for en 3-4 år siden, og den er heldigvis stadig i live.
Lav en Lego-version af dig selv! Eller en du kender. Eller hvad du nu har lyst til. Prøv det lige her.
P.S. Det er mig på billedet. Med nissehue, som jeg går med hver dag i december...
6. december 2006
Så hils sgu da!
Jeg har længe gået og irriteret mig over det her, og nu fik endnu et tilfælde proppen til at ryge af, så jeg må have det ud på denne blog (det er altså en genial opfindelse).
Hvorfor kan folk ikke finde ud af at hilse!?
Jeg står nede i vaskekælderen og hælder en omgang kulørt i maskinen. Vaskekælderen benyttes af tre opgange, så det vælter altså ikke rundt med "fremmede mennesker" dernede. Jeg står der alene, men så låses døren op, og ind træder en lidt ældre dame. Jeg kender hende ikke, men da vi jo bor i samme bygning og er i færd med den samme aktivitet, synes jeg det er ret naturligt at give hende et venligt og nogenlunde højlydt "goddaw". Men hvad sker der? Hun stikker mig et nærmest vredt blik og går uden en lyd forbi mig hen til tørretumbleren og begynder at hive sit tøj ud...
Hallo, mand... Så hils sgu da! Jeg fatter det altså ikke. Og her kan man ikke en gang skyde skylden på den 'uforskammede ungdom'. Hende her var vel 65. Slag på tasken (og nej, med det mener jeg ikke at jeg vil udøve vold på den gamle, selvom hun næsten havde fortjent det). Men sådan cirka.
Jeg forstår ikke, hvorfor mange folk er så bange for at vise lidt glæde og høflighed over for andre mennesker. Selv kollegaer på arbejdet opfører sig sådan. Mange er gode til at hilse, ros til dem. Men for lige så mange er det helt utænkeligt at hilse på en person, som man måske ikke lige kender eller har snakket med, men som man trods alt har set før.
Der er typisk tre reaktioner fra folk, som man hilser på (heri ikke medregnet de, som hilser tilbage): 1) Den overraskede ("jeg kender ikke ham der, så hvorfor hilser han på mig...?") 2) Den sure ("jeg kender ikke ham der, så hvorfor fanden hilser han på mig...?") og 3) Den ignorerende ("jeg kender ikke ham der, så jeg går forbi uden at kigge på ham...").
Til dem vil jeg bare sige: Det kan godt være, I lever et så småligt og indebrændt liv, at I ikke har overskud til at hilse først - selvom vi er kollegaer, naboer, forældre til unger i samme børnehave eller andet - men hav da for pokker værdighed og høflighed nok til at hilse tilbage, når nogen stikker jer et davs!
Og nu er vaskemaskinen vist snart klar. Jeg håber den gamle er væk...
Hvorfor kan folk ikke finde ud af at hilse!?
Jeg står nede i vaskekælderen og hælder en omgang kulørt i maskinen. Vaskekælderen benyttes af tre opgange, så det vælter altså ikke rundt med "fremmede mennesker" dernede. Jeg står der alene, men så låses døren op, og ind træder en lidt ældre dame. Jeg kender hende ikke, men da vi jo bor i samme bygning og er i færd med den samme aktivitet, synes jeg det er ret naturligt at give hende et venligt og nogenlunde højlydt "goddaw". Men hvad sker der? Hun stikker mig et nærmest vredt blik og går uden en lyd forbi mig hen til tørretumbleren og begynder at hive sit tøj ud...
Hallo, mand... Så hils sgu da! Jeg fatter det altså ikke. Og her kan man ikke en gang skyde skylden på den 'uforskammede ungdom'. Hende her var vel 65. Slag på tasken (og nej, med det mener jeg ikke at jeg vil udøve vold på den gamle, selvom hun næsten havde fortjent det). Men sådan cirka.
Jeg forstår ikke, hvorfor mange folk er så bange for at vise lidt glæde og høflighed over for andre mennesker. Selv kollegaer på arbejdet opfører sig sådan. Mange er gode til at hilse, ros til dem. Men for lige så mange er det helt utænkeligt at hilse på en person, som man måske ikke lige kender eller har snakket med, men som man trods alt har set før.
Der er typisk tre reaktioner fra folk, som man hilser på (heri ikke medregnet de, som hilser tilbage): 1) Den overraskede ("jeg kender ikke ham der, så hvorfor hilser han på mig...?") 2) Den sure ("jeg kender ikke ham der, så hvorfor fanden hilser han på mig...?") og 3) Den ignorerende ("jeg kender ikke ham der, så jeg går forbi uden at kigge på ham...").
Til dem vil jeg bare sige: Det kan godt være, I lever et så småligt og indebrændt liv, at I ikke har overskud til at hilse først - selvom vi er kollegaer, naboer, forældre til unger i samme børnehave eller andet - men hav da for pokker værdighed og høflighed nok til at hilse tilbage, når nogen stikker jer et davs!
Og nu er vaskemaskinen vist snart klar. Jeg håber den gamle er væk...
5. december 2006
Sig nærmer tiden
Her kunne jeg godt bruge noget tid og plads på at beskrive, hvordan jeg først nu er ved at være ovenpå efter den store firma-julefrokost i lørdags. Hvordan det lykkedes mig endnu engang at drikke mig fra sans og samling - ude af stand som jeg er til at sige nej til de fordømte snapser (og for den sags skyld alt andet som folk inviterede mig til at skåle i). Fri bar... it ain't what it's cracked up to be...
Jeg kunne også fortælle lidt om, hvordan en aften, som startede med fuld skrue på både charmen og overblikket, endte med et par timers delvist blackout og en kun pletvis erindring om, hvordan jeg egentlig kom hjem...
Men det vil jeg ikke. For så ville det komme til at lyde meget som et tidligere indlæg, og jeg ville komme til at lyde som 99% af alle danske julefrokost-deltagere. Og man vil jo gerne være en smule unik...
I stedet vil jeg blot bruge dette indlæg til at skyde julemåneden i gang. Kun 19 dage til juleaften - og tre dage til min fødselsdag. Jeps, på fredag runder jeg 34 vintre, og jeg forventer naturligvis en syndflod af lykønskninger på denne blog!
29. november 2006
Star Wars Kid
I den seneste tid har min blog vist båret præg af ting af mere eller mindre lødig karakter. Jeg føler mig nok bare en smule underlødig for tiden... Bær over med mig. Jeg bliver nok snart bitter igen.
Nå men for at fortsætte stilen, så synes jeg min blog fortjener et indlæg om "the Star Wars Kid", inspireret af nyheden om, at denne kosteskaftssvingende knægt er blevet internettets video-fænomen nummer 1 med utrolige 900 millioner visninger siden 2003. For at sætte det endnu mere i perspektiv betyder det, at hvis internetbrugerne havde betalt bare $1 pr. visning, ville filmstumpen være på top 10 over de mest indtjenende film i historien. Ikke dårligt. Historien om Star Wars Kid er interessant og fortæller en ting eller to om såkaldt viral spredning - og selvfølgelig om en kanadisk high school-drengs ufrivillige skæbne.
Hvis klippet endnu ikke har nået din indbakke på jobbet, i skolen eller derhjemme, så skal du selvfølgelig trykke play ovenfor. Derefter anbefaler jeg, at du ser ét af de modificerede klip, lavet af folk med for meget tid mellem hænderne.
Det er go' lir.
28. november 2006
27. november 2006
Hvil i fred...
Det er en sørgelig tid...
Det elskede TV-link er væk... igen... Vil det genopstå som før, eller var det virkelig dét? Det må det ikke være.
Au revoir, but not goodbye...
25. november 2006
Rodefanden
Min lejlighed er hjemsøgt...
Ikke af spøgelser, poltergeister eller bankeånder (håber jeg da), men af et mindst lige så slemt væsen.
Jeg kalder ham Rodefanden, men der findes sikkert andre navne, for jeg tvivler på, jeg er den eneste, der oplever dette fænomen.
Rodefanden har specialiseret sig - ja, finder ligefrem nydelse - i at få ens hjem til at se så rodet, beskidt og uorganiseret ud som muligt. Lige så snart, man forlader hjemmet, tager et hvil på sofaen, eller blot vender ryggen til, så er Rodefanden ikke sen til at gribe chancen og smide noget tøj over en stol, gøre en gryde eller tallerken snavset og stille den i håndvasken, eller kaste nullermænd i hjørnerne.
Og Rodefanden er dygtig. Så dygtig, at han også kan arbejde, selvom man er til stede! Og han ved, hvornår man er mindst oplagt til rod og skidt. Den skadefro djævel... F.eks. når man har tømmermænd. Man ligger på sofaen hele dagen, og om aftenen er der tøj overalt på møbler og gulv, beskidt service, og blade og aviser overalt. Jeg ved ikke hvordan han gør det...
Jeg aner ikke, hvor han er kommet fra, og hvad værre er: Jeg aner ikke, hvordan man slipper af med ham. Rodefanden er i familie med Drukfanden (du ved, ham som tvinger dig til at drikke shots - og snaps til jul - og konstant fylder dit glas op. Han får dig til at blande øl og vin, selvom du ikke kan tåle det, og sørger for at din pung er fuld af gule bon'er dagen efter). Drukfanden er jeg aldrig sluppet af med, og jeg tror det bliver lige så umuligt med Rodefanden.
Jeg kan ikke li' nogen af dem...
Ikke af spøgelser, poltergeister eller bankeånder (håber jeg da), men af et mindst lige så slemt væsen.
Jeg kalder ham Rodefanden, men der findes sikkert andre navne, for jeg tvivler på, jeg er den eneste, der oplever dette fænomen.
Rodefanden har specialiseret sig - ja, finder ligefrem nydelse - i at få ens hjem til at se så rodet, beskidt og uorganiseret ud som muligt. Lige så snart, man forlader hjemmet, tager et hvil på sofaen, eller blot vender ryggen til, så er Rodefanden ikke sen til at gribe chancen og smide noget tøj over en stol, gøre en gryde eller tallerken snavset og stille den i håndvasken, eller kaste nullermænd i hjørnerne.
Og Rodefanden er dygtig. Så dygtig, at han også kan arbejde, selvom man er til stede! Og han ved, hvornår man er mindst oplagt til rod og skidt. Den skadefro djævel... F.eks. når man har tømmermænd. Man ligger på sofaen hele dagen, og om aftenen er der tøj overalt på møbler og gulv, beskidt service, og blade og aviser overalt. Jeg ved ikke hvordan han gør det...
Jeg aner ikke, hvor han er kommet fra, og hvad værre er: Jeg aner ikke, hvordan man slipper af med ham. Rodefanden er i familie med Drukfanden (du ved, ham som tvinger dig til at drikke shots - og snaps til jul - og konstant fylder dit glas op. Han får dig til at blande øl og vin, selvom du ikke kan tåle det, og sørger for at din pung er fuld af gule bon'er dagen efter). Drukfanden er jeg aldrig sluppet af med, og jeg tror det bliver lige så umuligt med Rodefanden.
Jeg kan ikke li' nogen af dem...
22. november 2006
Dagens grin
Film med tommelfingre i hovedrollen?
Lyder det kedeligt?
Jamen så klik på 'play' ovenfor og bered dig på et godt grin. Filmen er en spoof over Star Wars og er totalt gennemført. Hvis du mere er til romantik, så se Thumbtanic. Gys med The Blair Thumb eller Frankenthumb, få masser af action med Bat Thumb, eller se det store drama The Godthumb. Det er genialt...
Hvis du nu enten synes, at det rabler totalt for mig, eller at tommelfingrene bare er old news, fordi de første gang så dagens lys i 1999, jamen så burde det jo ikke komme som nogen overraskelse, at jeg både er skør og meget langsom i optrækket...
17. november 2006
Sygt...
Der må komme en influenzaepidemi i år. Ikke pga. en pludselig stigning i virus og bakterier, men pga. unge menneskers tilsyneladende insisteren på ikke at klæde sig varmt, selvom det er skidekoldt!
Jeg driver rundt inde i byen i dag efter fyraften, og temperaturen har vel lige nøjagtig sneget sig op på den gode side af 6 grader. Og omkring mig går horder af 14-, 17-, 20-årige drenge og piger i tynde trøjer, nederdele, nedringede toppe osv. Og de RÅ-fryser... Jeg tror såmænd ikke forfængeligheden er større end den altid har været. Og jeg er pinefuldt bevidst om, at jeg lyder nøjagtig ligesom alle andre "lidt ældre" personer har gjort igennem tiden, fordi man er helt ude af trit med den yngre generation. Men der må sgu da findes noget nogenlunde varmt overtøj, som også overholder det strenge mode-kodeks, som disse fortabte sjæle følger. Gør der ikke?
Men det leder mig videre til min næste gammelmands-undren... Hvorfor går unge piger målrettet efter at ligne ludere? Okay... prostituerede, pardon my French... Disse piger med deres tjavsede, sortfarvede og hårlaks-spolerede frisurer. Og alt for meget sort mascara omkring de forvildede, forvirrede øjne. Iklædt for stramme og for korte nederdele med knæhøje støvler. Små åbne "pels"-jakker med udsigt til alt for meget.
Gad vide om de sidder på ungdomsværelserne (er dét stadig et gyldigt dansk ord?) og roser hinanden? "Shit, Bianca, du ligner godt nok en billig tæve i dag. Godt gået!" Er det virkelig det udseende, der appellerer til de unge fyre? For så forstår jeg ingenting.
Jeg er vokset op i 70'erne og 80'erne, og da kunne pigerne skam også finde ud af at ligne lort, men jeg synes godt nok de strammer den nu om stunder. Jeg ved godt, at seksualiteten blomstrer tidligere end nogensinde, men skal det trækkes til ekstremerne? Er det virkelig denne stort omtalte "pornoficering", som gør sit indtog? Det ville undre mig, for i porno er folk så vidt jeg ved helt nøgne, og så langt går de unge piger da trods alt ikke endnu...
Min opfordring til pigerne er bare: Bevar nu en lille smule af jeres værdighed og kvindelighed. Og tænk jer om, før I får lavet den der gyselige tatovering over lænden. Spar lidt på hårlakken og make-up'en. I er sgu kønne nok uden.
Men jeg ved jo godt, de ikke lytter til sådan en oldsag som mig...
Jeg driver rundt inde i byen i dag efter fyraften, og temperaturen har vel lige nøjagtig sneget sig op på den gode side af 6 grader. Og omkring mig går horder af 14-, 17-, 20-årige drenge og piger i tynde trøjer, nederdele, nedringede toppe osv. Og de RÅ-fryser... Jeg tror såmænd ikke forfængeligheden er større end den altid har været. Og jeg er pinefuldt bevidst om, at jeg lyder nøjagtig ligesom alle andre "lidt ældre" personer har gjort igennem tiden, fordi man er helt ude af trit med den yngre generation. Men der må sgu da findes noget nogenlunde varmt overtøj, som også overholder det strenge mode-kodeks, som disse fortabte sjæle følger. Gør der ikke?
Men det leder mig videre til min næste gammelmands-undren... Hvorfor går unge piger målrettet efter at ligne ludere? Okay... prostituerede, pardon my French... Disse piger med deres tjavsede, sortfarvede og hårlaks-spolerede frisurer. Og alt for meget sort mascara omkring de forvildede, forvirrede øjne. Iklædt for stramme og for korte nederdele med knæhøje støvler. Små åbne "pels"-jakker med udsigt til alt for meget.
Gad vide om de sidder på ungdomsværelserne (er dét stadig et gyldigt dansk ord?) og roser hinanden? "Shit, Bianca, du ligner godt nok en billig tæve i dag. Godt gået!" Er det virkelig det udseende, der appellerer til de unge fyre? For så forstår jeg ingenting.
Jeg er vokset op i 70'erne og 80'erne, og da kunne pigerne skam også finde ud af at ligne lort, men jeg synes godt nok de strammer den nu om stunder. Jeg ved godt, at seksualiteten blomstrer tidligere end nogensinde, men skal det trækkes til ekstremerne? Er det virkelig denne stort omtalte "pornoficering", som gør sit indtog? Det ville undre mig, for i porno er folk så vidt jeg ved helt nøgne, og så langt går de unge piger da trods alt ikke endnu...
Min opfordring til pigerne er bare: Bevar nu en lille smule af jeres værdighed og kvindelighed. Og tænk jer om, før I får lavet den der gyselige tatovering over lænden. Spar lidt på hårlakken og make-up'en. I er sgu kønne nok uden.
Men jeg ved jo godt, de ikke lytter til sådan en oldsag som mig...
15. november 2006
Sandheden er ilde... talt?
Det følgende indlæg er baseret på virkelige hændelser...
Man siger, sandheden er ilde hørt, og sådan er det givetvis også nogle gange. Men at sandheden også er ilde talt, går stille og roligt op for mig (jeg er snart 34 år, men ret langsom i optrækket - bær over med mig...).
Hvad jeg mener med "ilde talt"? Jeg vil starte med at spørge mig selv og eventuelt interesserede, om det virkelig bare er mig som er uheldig, eller om det generelt bare er så skidesvært for folk at fortælle sandheden, når den har bare det mindste skær af "dårlige nyheder" over sig?
Nej, det sker ikke kun for mig, det kan jeg jo se og høre rundt omkring, så det må jo være noget generelt. Jeg ved godt, at nogle - bl.a. min veninde Prinsessen - mener, det overvejende er en mandeting, men jeg må konstatere, at det bestemt også gælder for kvinder.
(Jeg skal indskyde, at med sandhed og dårlige nyheder, så menes i dette indlæg ting, som kan skubbes ind under forholds-paraplyen. På andre områder er det åbenbart let. "Hey, der er nogen der har smadret din cykel og stukket ild til den ude på gaden". Et lidt tænkt eksempel, javel, men sådan en ville tilsyneladende være lettere at formidle end "Hey, jeg synes vi skal stoppe bekendtskabet")
Mens det går godt, er der ingen grænser for SMS'er, mails, telefonopkald... Men så snart det begynder at gå lidt den anden vej, hvad så? Tavshed, kortfattede beskeder, ubesvarede opkald. Man prøver ihærdigt og naivt at holde modet oppe og overbevise sig selv om, at det enten bare er indbildning, eller at der er alt muligt andet galt end dét, man inderst inde godt ved: At det er slut. Interessen er væk. Så man prøver med alle mulige fjollede beskeder og tonsvis af smiley'er at prikke til hende, men lige meget hjælper det.
Og så er det, de sølle rester af ens stolthed omsider slår til, og siger "hey, hvis hun vil ende det, så må hun sgu komme ud af busken. Hun skal ikke have lov bare at svare ja til, om det er slut". Så man indleder en tavshedsmanøvre i håb og forvisning om, at så må hun da til sidst stemple ind. Men hvad sker der? Tjah, faktisk overhovedet ingenting.
På dette stadie går man enten amok og får sagt nogle mindre velovervejede ting, eller hvis man er rigtig naiv, så har man stadig et lille håb tilbage. Dette håb har forklædt sig som en frygt for at der er sket hende noget. Måske er hun gledet i sæben i brusebadet... Det er derfor hun ikke har svaret...
Så man kryber til korset. Et ynkeligt, lille ormehuls- og mosbeklædt kors. Som en hund har pisset op af... (er det malerisk nok?). Og så spørger man "er der noget galt?" Måske får man svaret 'nej' - som et par dage senere bliver vekslet til et 'ja'. Eller også får man et svar af typen "jeg kan ikke helt overskue det lige nu", "jeg har brug for tid til at tænke" eller andre variationer.
Nå jamen du skulle da endelig ikke have sagt noget til mig lidt tidligere!
Jeg skynder mig på dette tidspunkt at indskyde, at dette ikke er et udfald mod kvinder som sådan. Ej heller gælder det alle kvinder jeg har kendt. Og endnu mindre er det et forsøg på at pudse min egen glorie og ophøje mig selv til Ærlighedens Mester. Jeg synes bare dette scenarie er set lidt for ofte og lidt for nyligt, og nu må jeg have det ud.
Jeg stiller mig selv indtil flere spørgsmål. For det første... hvorfor? Jeg går automatisk ud fra, at det ikke skyldes hverken ondskab eller ligegyldighed. Det ved jeg, fordi jeg har kendt de hersens kvinder, og vurderer at de ikke er sådan. De holder ikke sandheden fra mig for at såre mig. De holder sandheden fra mig for ikke at såre mig. Dét og så et par gram konfliktskyhed. Og det leder mig hen til spørgsmålet... hvorfor? Er jeg typen, som enten går fuldstændig amok, når nogen fortæller mig dårlige nyheder, eller knækker jeg sammen i hulkegråd? Ingen af delene, så deri kan grunden ikke ligge.
"Men vent", kan jeg høre nogen indvende. "Har du dog aldrig selv har gjort sådan?"
Jo, jeg har. For nogle år siden var der et par situationer, hvor jeg ville gøre det forbi med en kæreste, men jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle få det sagt. For jeg ville jo ikke gøre hende ked af det. Så jeg valgte den lusede udvej: Hvis jeg nu begynder at ignorere hende, så må hun jo finde ud af, at jeg ikke gider hende mere. Jøsses...
Men vi bliver jo alle ældre. Eller gør vi? De kvinder, jeg her klager min nød over, er bestemt blevet konfirmeret mindst én gang, og de er ikke novicer i 'the dating game'. Så er det sådan de ender et forhold? Åbenbart.
Lad mig runde dette tilsyneladende endeløse indlæg af med en morale (komplet med strygere og det hele): Vær altid ærlig i et forhold. Både når du går ind i det, og når du går ud af det. Sig til når det går godt, og når det går skidt. Det kan godt være det sårer din partner at høre, at du er utilfreds, eller sågar vil stoppe forholdet. Men ikke i nærheden af hvor meget sårer selv at skulle finde ud af, hvordan tingene hænger sammen.
Notabene... De ovenstående erfaringer er primært - men ikke udelukkende - gjort via nye bekendtskaber. Man turde håbe, at længerevarende forhold bærer præg af ærlighed og face-to-face kontakt. Men nu om stunder er det jo tilladt at slå op via SMS eller Messenger. Det i sig selv er et blog-indlæg værdigt...
8. november 2006
7. november 2006
Voxpop - nyhedsverdenens svøbe...
Efter et indslag i nyhederne til aften (på DR eller TV2 - kan ikke lige huske hvor) blev jeg igen grænseløst irriteret over, at endnu et indslag skulle rundes af med et voxpop-interview*.
I dag holdes der midtvejsvalg i USA, men det kunne nyhedsudsendelsen naturligvis ikke nøjes med at informere os om. Næh der skulle pinedød stilles direkte om til en bar et sted i Danmark, som indehaves af en mand fra Houston... For så fik vi jo en "relevant" vinkel på det hele, ikke? USA, mand på gulvet, som det dumme kvæg i stuerne kan identificere sig med, og vigtigst af alt: LIVE! Det er jo ikke virkeligt, hvis ikke vi kan se en mikrofon-holder spørge et medlem af befolkningen "hvordan stemningen er". Lige NU...
Åhr, hvor det dog trætter mig. I tidernes morgen blev voxpop brugt dejligt sparsomt. Som en 'munter' afrunding på nyhederne. Et par tilskuere på vej til landskamp, for eksempel. Men i dag skal snart sagt alle nyhedsindslag sovses ind i disse menig-mands interviews - og helst direkte. Og hvorfor? Hvorfor er det, vi skal høre om alle disse almindelige menneskers mening om regeringen, om daginstitutionerne, om Marys påklædning, om drivhuseffekt, boligpriser og sexmesser? En gang imellem er det forfriskende nok lige at komme ud på gadeplan. Men ikke hele tiden!
Jeg frygter for den kommende 24-timers nyhedskanal TV2 News, som praler med at ville levere nyheder "når de sker, mens de sker". Altså flere direkte indslag med kommentarer og "stemninger" fra tilfældige danskere. Det bliver frygteligt...
P.S. Jeg ved ikke hvad bar-manden fra Houston havde at sige. Enten fordi det var så ligegyldigt, eller fordi blodet bankede så højt i mine ører.
______________
*Voxpop defineres oprindeligt som gade-interviews uden en vært eller interviewer, hvor forbipasserende får lov at udtale sig til et kamera om et specifikt emne, men såvidt jeg er orienteret, betegner TV-stationerne også regulære interviews med folk på gader og stræder som voxpop. Sådan bruger jeg i hvert fald betegnelsen i dette indlæg.
I dag holdes der midtvejsvalg i USA, men det kunne nyhedsudsendelsen naturligvis ikke nøjes med at informere os om. Næh der skulle pinedød stilles direkte om til en bar et sted i Danmark, som indehaves af en mand fra Houston... For så fik vi jo en "relevant" vinkel på det hele, ikke? USA, mand på gulvet, som det dumme kvæg i stuerne kan identificere sig med, og vigtigst af alt: LIVE! Det er jo ikke virkeligt, hvis ikke vi kan se en mikrofon-holder spørge et medlem af befolkningen "hvordan stemningen er". Lige NU...
Åhr, hvor det dog trætter mig. I tidernes morgen blev voxpop brugt dejligt sparsomt. Som en 'munter' afrunding på nyhederne. Et par tilskuere på vej til landskamp, for eksempel. Men i dag skal snart sagt alle nyhedsindslag sovses ind i disse menig-mands interviews - og helst direkte. Og hvorfor? Hvorfor er det, vi skal høre om alle disse almindelige menneskers mening om regeringen, om daginstitutionerne, om Marys påklædning, om drivhuseffekt, boligpriser og sexmesser? En gang imellem er det forfriskende nok lige at komme ud på gadeplan. Men ikke hele tiden!
Jeg frygter for den kommende 24-timers nyhedskanal TV2 News, som praler med at ville levere nyheder "når de sker, mens de sker". Altså flere direkte indslag med kommentarer og "stemninger" fra tilfældige danskere. Det bliver frygteligt...
P.S. Jeg ved ikke hvad bar-manden fra Houston havde at sige. Enten fordi det var så ligegyldigt, eller fordi blodet bankede så højt i mine ører.
______________
*Voxpop defineres oprindeligt som gade-interviews uden en vært eller interviewer, hvor forbipasserende får lov at udtale sig til et kamera om et specifikt emne, men såvidt jeg er orienteret, betegner TV-stationerne også regulære interviews med folk på gader og stræder som voxpop. Sådan bruger jeg i hvert fald betegnelsen i dette indlæg.
Hvad scrobbler du?
"Verden er fuld af mirakler
Flere står lige på spring"
Sådan sang Keld & Hilda engang til et melodi grand prix (spørg ikke hvordan jeg ved sådan noget). De har jo ret. Og man kan uden problemer udskifte 'verden' med 'internettet'. For jeg synes da virkelig jeg falder over den ene rare ting efter den anden lige for tiden. Først var der det dejlige TV-link, og nu: Last.fm - intet mindre end en musikalsk revolution (som de selv kalder det).
Her kan du i dén grad udvide din musikalske horisont - eller fortsætte med at høre de genrer, du kan li'. Alt hvad du skal gøre er at oprette en gratis profil, installere playeren, og så er du i gang. Helt lovligt, vel at mærke.
Du finder musikken ved at søge på kunstnernavn eller stikord, såkaldte "tags", og mulighederne er endeløse. Det samme er mængden af musik. Derudover kan du se, hvad dine venner og andre brugere hører og har hørt, oprette charts, din egen radiostation og mange andre funktioner.
Last.fm er også genialt, fordi det regner ud, hvad for noget musik du kan lide ved at sammenligne tusindvis af profiler og info om hvad du selv har hørt hidtil. Denne info kan også hentes via din egen medie-afspiller, hvis du installerer et lille scrobbler-plugin.
Det er omfattende og tager lidt tid at få greb om, men du er lynhurtigt i gang lige her.
Du kan finde mig derinde med brugernavnet Tommeliden.
---------------
Edit: Efter at have snuset lidt mere rundt, har jeg fundet en enkelt hage: Hvis du vil have det fulde udbytte af tjenesten - lave din personlige station plus et par andre funktioner - skal du oprette dig som 'subscriber'. Det koster €2,50 (omtrent en 20'er) om måneden. Men selvom du vil nøjes med at nyde de gratis glæder, er der stadig masser at hente på Last.fm.
5. november 2006
Endnu en omgang som bagstiv...
Den overskrift - som jeg har lånt fra den fine Nephew-sang "T Kryds" - beskriver vist meget godt denne søndag for mig.
Efter en lidt længere pause fra byture var det tid til et comeback i går aftes, og det kunne jeg vist ikke helt styre. Snart 34 år, og det er stadig ikke helt gået op for mig, at når man har drukket et hav af øl, så er det ikke så smart også at drikke slave-Bailey og ditto Gajol-shots. For så bliver man fuld. For fuld... Så da vi ramte byen, havde jeg nået det stadie, hvor man kun kan stå og stirre apatisk rundt i lokalet. Sådan føltes det i hvert fald. Og så imponerer man jo ingen. Hverken sig selv eller de søde piger, der var til stede.
Bedre held næste gang. Men indtil da havde det været en rigtig hyggelig aften hos min gode ven Dan. Spillede Trivial Pursuit og drikke-Ludo (alene navnet på spillet burde jo have fået advarselslamperne til at blinke. Men det virkede som en god idé på det tidspunkt...).
Dagen i dag har været nærmest ikke-eksisterende. Har sovet en stor del af tiden. Heldigvis har jeg ikke været decideret dårlig. Men nu sidder man så igen og grubler over, hvordan fredag eftermiddag kan blive til søndag aften uden man har opdaget det. Jeg minder mig selv om, at jeg jo holder af mandagen... :-)
30. oktober 2006
TV er sundt!
Det må det være, når man i den grad kan glæde sig over, at den geniale side, der linker til alskens dejlige TV-serier efter en kort nedlukning er tilbage - større og bedre end nogensinde!
Klik her eller til højre på denne side - og også din TV-aften er reddet!
26. oktober 2006
Stormen er over os!
Så er årets første storm på vej, og TV-kanalernes nyhedsredaktioner har allerede sendt en hær af reportere ud på havnekajer, broer, strandkanter, og andre steder hvor man kan forvente at det blæser allermest. For at sende direkte fra den frygtelige storm. For det er jo ikke virkeligt, hvis ikke man sender direkte, vel?
Jeg kan allerede høre indslagene, helt fra morgen-TV og frem: "Og vi stiller direkte om til Aggersund-broen i Nordjylland. Hvordan er stemningen på broen lige nu?" Og reporteren - som hænger vandret i luften med én hånd på en bropille og den anden holdende verdens største pelsbeklædte mikrofon - råber noget om bæltekøretøjer og vandstande. Og alt hvad man selv behøver at gøre, er at se ud af vinduet. Slap dog af, medier. Det blæser i Danmark. Det har det altid gjort, og det vil det altid gøre. Hvis der sker store skader et sted, så fortæl os om det. Men jeg gider altså ikke se en reporter med parca-coaten lynet helt op i panden fortælle at "her blæser det også"...
Stop det hysteri!
Det store spørgsmål...
Kan man være ven med sin eks? Det var et citat fra Peter Asschenfeldt - denne skeløjede energibombe - som fik mig til at tænke på det. I forbindelse med sin kommende 50-års fødselsdagsfest udtaler han bl.a.:
- Jeg er single lige nu, men mine ekskærester kommer allesammen, og dem har jeg det stadigvæk fint med.
Én ting er at have det "fint" med en eks - altså at man ikke kaster ting efter hinanden når man er inden for kaste-radius. Men ligefrem at invitere dem til sin runde fødselsdag? Har Peter virkelig knækket koden og fundet ud af, hvordan man ikke bare kan skilles som gode venner, men ligefrem fortsætte i samme stil? Er det derfor han altid er så kvalmende glad? Eller er hans ekskærester bare en flok guldgravere, der stadig nyder godt at, at der falder noget god mad og champagne af - og måske dyre gaver hver jul?
Jeg hælder mest til det sidste...
Jeg troede engang, at det kunne lade sig gøre. Når man nu var skiltes nogenlunde udramatisk, kunne man så ikke lige så godt holde kontakten? Man er jo ikke dødsfjender, og der er højst sandsynligt stadig nogle ting, man kan lide hos hinanden.
Men kære læser... Jeg har indset, at det er en illusion, som vil briste før eller siden. Der ligger for meget fortid og ulmer til at det kan holde. Og når der på et tidspunkt kommer en ny kæreste til, så er der ikke længere plads til den gamle. Det virker måske endda underligt at have kontakt til eks'en.
Jeg er følgelig kommet til disse konklusioner:
- Selvom man har de bedste intentioner om at holde kontakten, vil den efter kort tid dø lige så stille ud.
- Hvis den ene af parterne forsøger at holde kontakten, så er det dybest set fordi vedkommende ønsker at kæresteforholdet skal genoptages...
Hvis der er nogen blandt denne blogs tusindtallige læserskare, som har et levende venskab kørende med en eks, så hører jeg gerne om det...
P.S. Hvis du aner en undertone af bitterhed i dette indlæg, så er det forkert... Helt forkert, hører du!
25. oktober 2006
23. oktober 2006
Jeg holder af mandagen
"I don't like Mondays", synger Bob Geldof på en gammel sang. Garfield er berømt for sit mandags-had. Og det synes at være den generelle opfattelse, at mandage bare er skabt af Fanden himself. Men er det virkelig så slemt? Det synes jeg ikke. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at mandage er helt okay i min verden... Inden du nu begynder at kaste op over denne positive indstilling, så lad mig lige forklare.
Vi kan vel alle blive enige om, at fredag og lørdag indtager første- og andenpladsen af ugedagene. Oceaner af frihed og fritid forude, og man kan gøre hvad man vil. Tid til sjov og spas, fester og skovture - og alt hvad der ellers er godt. Og så er det hele bare slut når mandagen kommer. Eller er det? Okay, indrømmet. Når vækkeuret ringer mandag morgen, så er det ikke altid lige sjovt. Hverdagen banker på igen, og måske kører du på en andendags tømmermænd, fordi du ligesom mig er blevet gammel og svag...
Men se på mandagen som en start i stedet for en slutning på noget. Ryd op efter weekendens orgier. Sæt nye mål for ugen og måneden - eller resten af livet (dybt, hva'?). Glæd dig over, at hjulene kører igen, forretningerne er åbne, verden lever.
"Men der er jo så lang tid til næste weekend", kan jeg høre dig indvende. Ja ja, men nu har du jo lige haft én. Hvis den var hylende morsom, så glæd dig over det. Hvis du bare gik og daskede rundt, så vær glad for, at du nu er i gang og aktiv igen. Sæt dig som mål, at hverdagen skal være lige så sjov som weekenden (også selvom du ikke kan sove så længe). Så vil du ligesom jeg komme til at synes, at mandag er på din side.
Ahh, så fik jeg det ud af systemet.
Og nu må du gerne kaste op...
20. oktober 2006
Sig navnet
Jeg bliver simpelthen nødt til at bruge lidt tid og plads på at slå et slag for tv-serien My Name Is Earl - den sjoveste serie på denne side af Frasier. Om den jævne og småkriminelle gut Earl Hickey, som opdager begrebet Karma og nu prøver at rette op på alle de slemme ting, han har gjort i sit liv - og dem er der mange af!
Hvis du allerede følger med i serien på TV3 hver fredag, så ved du hvad jeg snakker om. Hvis ikke, så klik her - eller på 'TV Links' øverst til højre, hvor du også kan finde et væld af andre TV-serier (internettet er skønt på den måde). Du vil ikke fortryde det.
Serien er et orgie af intelligente replikker, one-liners og skæve personligheder, og samtlige skuespillere ser ud til at nyde hvert et øjeblik.
Jeg er fan!
19. oktober 2006
Der bages
Jeg har besluttet mig for at forsøge mig inden for bage-kunsten. Og her snakker jeg ikke om det, der foregår på et diskotek kl. 4 om morgenen (det har jeg forsøgt med stærkt varierende resultater). Næh, jeg snakker om den ædle årtusinde-gamle kunst, der involverer mel, vand... og nogle andre ingredienser... Jeg har tidligere med succes bagt brownies, men jeg har aldrig bagt et franskbrød - hjørnestenen inden for bagning. Nu skal det være.
Jeg må i gang!
---------------
Edit: Det blev et brød! Lidt deformt, måske, men ikke desto mindre. Og det både dufter og smager af brød, skulle jeg hilse og sige. Jeg er stolt som en pave. Og paver er, som alle ved, meget stolte mennesker.
Jeg må i gang!
---------------
Edit: Det blev et brød! Lidt deformt, måske, men ikke desto mindre. Og det både dufter og smager af brød, skulle jeg hilse og sige. Jeg er stolt som en pave. Og paver er, som alle ved, meget stolte mennesker.
Jeg vil også være trendy...
Alle har en blog.
Sådan en vil jeg også ha'. For så er man jo noget. Med på noderne, om ikke andet...
Læs med her i den kommende tid, og få et indblik i, hvad der går for sig i mit hoved. Ikke så meget, men lidt sker der da fra tid til anden.
Nu vil jeg allerførst starte med at holde en mini-ferie helt til på mandag. Nice, nice, nice.
På gensyn!
Sådan en vil jeg også ha'. For så er man jo noget. Med på noderne, om ikke andet...
Læs med her i den kommende tid, og få et indblik i, hvad der går for sig i mit hoved. Ikke så meget, men lidt sker der da fra tid til anden.
Nu vil jeg allerførst starte med at holde en mini-ferie helt til på mandag. Nice, nice, nice.
På gensyn!
Abonner på:
Opslag (Atom)