Livstegn

Jeg må hellere lige give et livstegn her efter fødselsdagen, så min to-tallige læserskare ikke tror jeg enten er død, gået nedenom og hjem, eller bare er helt forsumpet.

Så efter at have fået hvad der forekommer mig som uforholdsmæssig meget heat af en self-righteous motherfucker* (nogle ord ER bare federe på engelsk) for at melde fra til træningen i aften, vil jeg lige droppe et par linier om sår'n lidt løst og fast.

Allerførst: Nej, man mærker ikke noget - et pludseligt hold i ryggen eller en frossen skulder - ved at passere tærsklen fra 33 til 34. Det er vel mere en tilstand, som gradvist forværres, og som man pludselig tænker på. Som f.eks. da jeg ihærdigt prøvede på ikke at komme i byen og fejre min fødselsdag i weekenden af den simple årsag, at de to foregående weekender havde været hårde. Og jeg orkede ikke at ødelægge endnu en hel søndag med larmende tømmermænd. Så går det igen op for én, at man ikke er så ung, som man var engang. Men det gode er omvendt, at når man kommer hertil, så har man egentlig heller ikke noget imod, at det er sådan. Da jeg som 27-28-årig måtte indse, at jeg ikke længere problemfrit kunne klare en dobbelt bytur fredag/lørdag, var det en bitter pille at sluge. Men nu er det jo bare sådan. Man orker det ikke, og man har ingen problemer ved at indrømme det over for sig selv og andre. En sætning som "jeg gider ikke i byen den her weekend, for jeg var i sidste" ville man aldrig sige som 24-årig. Men som 34-årig er den nærmest standard...

Men udover de hårde byture (eller rettere resultatet af dem) føler jeg mig overhovedet ikke gammel (og 34 er jo heller ikke gammel, vel? VEL?). Min fysiske form er vel den bedste i 10 år. Jeg nærmer mig med hastige skridt de magiske 100 kg (vel at mærke i den rigtige retning!) efter at jeg toppede på 113 for bare lidt over et år siden. Når nålen lander på 95 kg - forhåbentlig inden næste sommer - så vil jeg være en glad mand. Og jeg får trænet 3-4 gange om ugen i fitnesscentret. Jeg har holdt motivationen i et helt år nu, og det er vel også 10 år siden det sidst er sket. I de sidste år har jeg trænet sådan drypvist, og det batter jo ingen vegne. Så midtlivskrise? Ikke her (ikke endnu).

Nå men fik jeg så nogle fine gaver, kan jeg mærke du vil vide. Hmm, tjooh, njaarhh... Jeg fik penge af mine forældre (altid brugbart), og for nogle af dem har jeg tidligere købt et fint slips, som skulle flashes til firma-julefrokosten, og så måtte jeg anskaffe mig den fornemme 9-huls fyrfadsstage fra ZALI. Når man kan få sådan et designerprodukt til en tiendedel af den oprindelige pris (jeg fik den for 150 kr.), så er det enten brændvarmt eller også er firmaet ved at dreje nøglen. Jeg sværger at det sidste er tilfældet her. Jeg slog til hurtigere end man kan sige "vejer den virkelig 8 kilo??", og fin ser den ud på spisebordet. Af brormand fik jeg den nye Superman-film på dvd. That's it. Men der er jo heller ikke så længe til næste gaveregn.

Nu vil jeg bevæge mit legeme ind i foran fjernsynet. Selvom mit fjernsyn er i stykker. Det kan kun vise Pyrus og damehåndbold...


_______________
* Jeg nævner ingen navne, men du ved hvem du er, Jakob... (Hm, Gud ved hvorfor jeg bliver ved med at linke til den blog...)